Emne: Børn og familie

Krigstraumer hos børn

Børn, der oplever krig, reagerer på forskellige måder. Nogle børn udvikler, det man kalder for krigstraumer. Og de kan på mange måde ligne de traumer, som voksne også udvikler. Voksne omkring barnet skal være særligt opmærksomme på, at hjælp til barnet ofte går gennem forældrenes evne og mulighed til at berolige deres eget nervesystem.

Illustration: Canva
Illustration: Canva

Børn, der kommer fra krigshærgede lande, vil ofte have haft ubehagelige oplevelser, der kan have ført til, at de er blevet traumatiserede eller have fået krigstraumer. Det skal vi have øje for, når vi møder børn og voksne, der kommer med krig i bagagen.

I denne artikel kan du læse mere om, hvordan børn traumatiseres i en krig, hvordan de reagerer på traumer, og hvad kan man gøre for at mildne eller afhjælpe følgevirkningerne, når børn har krigstraumer.

Hvad traumatiserer børn?

Nogle børn traumatiseres nemmere end andre. Risikoen er for eksempel højere, hvis barnet også tidligere har været udsat for traumer eller stressbelastninger. Hvis, der er tale om et ængsteligt barn med et sårbart nervesystem, eller hvis barnet har en utryg tilknytning til forældrene, så vil det ligeledes nemmere kunne traumatiseres. Selv ufødte børn kan traumatiseres, da livmoderens beskyttende hule ikke i tilstrækkelig grad kan skærme barnet for den traumatiske begivenhed, mor og barn konfronteres med. Det skyldes, at når den gravide kvinde påvirkes af en stor mængde stresshormoner, så vil det ufødte barn ligeledes påvirkes af disse stresshormoner gennem navlestrengen.

Læs også: Stress under graviditet og fødsel kan påvirke barnet

Traumer i krig

I tilfælde af krig skabes den bedste beskyttelse af børnene gennem trygge og sikkerhedsskabende forældre. Barnets umodne nervesystem reguleres ved, at det læner sig ind i forælderens eller en anden tryg voksens modne nervesystem. Vi kender det fra det grædende barn, der finder trøst og beroligelse ved at sidde på skødet af forælderen, hvor barnet kan mærke forælderens ro og omsorg.

Modsat vil forældre, der selv er traumatiserede, og forældre, der rammes af en høj grad af utryghed, angst, uro og magtesløshed, kunne traumatisere barnet. Når et barn traumatiseres som følge af forældrenes traumatisering, er der tale om en såkaldt sekundær traumatisering. Barnet smittes så at sige af forældrenes tilstand.

I det hele taget vil tab af tryghed i form af opbrud og brudte familier kunne være traumatiserende. Det gælder for eksempel, hvis en forælder skal deltage i krigen, bedsteforældre der måske må lades tilbage, opbrud med kammerater, kæledyr og i det hele taget barnets tab af en normal dagligdag med struktur og rutiner.

Andre tab, der kan traumatisere et barn, er tabet af barnets hjem, børnehave, skole, by, land, kultur og sprog. Hertil kan tilføjes den utryghed, stress og ængstelighed et barn udsættes for, hvis det er på flugt eller befinder sig i mødet med store menneskemængder, der også er på flugt. Det kan give yderligere stress og ængstelse, hvis man pludselig befinder sig i et nyt land, en anden kultur, et nyt hjem, en ny skole, nye kammerater og et nyt sprog.

Inden flugten kan selve det at leve og opholde sig i en krigszone være traumatiserende. Her kan  alarmer, sirener, eksplosioner og bombenedslag, smadrede bygninger, ophold i beskyttelsesrum og synet af døde mennesker og dyr traumatisere. Ligesom at barnet og familien kan have oplevet tab af familiemedlemmer og nære relationer i krigen.

Hvad kan de voksne gøre?

Helt grundlæggende handler det om at skabe sikkerhed og tryghed og berolige barnets nervesystem, der er i forhøjet alarmberedskab, og som er begyndt at opleve verden som farlig, også i situationer, hvor der ikke er fare på færde.

Så vidt det er muligt, er det et vigtigt skridt at bringe barnet ud af krigszonen og til et sted, hvor der kan etableres en form for daglig rytme, struktur og forudsigelighed.

Et andet vigtigt skridt for forældrene er at forsøge at berolige deres eget nervesystem, for på den måde at kunne være rolig, empatisk, omsorgsfuld og anerkendende i forhold til barnet. Forældrene kan på den måde etablere et overskud til at se, høre og møde barnet, så det oplever sig forstået, rummet og beskyttet.

Nogle børn er så voldsomt traumatiserede, at traumet ikke fortager sig, når de kommer i sikre og trygge omgivelser omgivet af trygge voksne og sikre fysiske rammer. Her er der behov for mere professionel traumebehandling.

Sådan hjælper du familier og børn ramt af krigstraumer

Har du kontakt med familier og børn, der er berørt af krig og har oplevet potentielt traumatiserende begivenheder, kan du hjælpe ved først og fremmest at danne dig et overblik over, om familien er traumatiseret og i givet fald, hvem i familien der er ramt. Når du har en fornemmelse af, hvem der er påvirket af en traumatisk hændelse, så tilbyd din hjælp først og fremmest ved at støtte forældrene, så de kan skabe sikkerhed og tryghed for børnene.

Uanset hvordan du yder din hjælp, og hvad hjælpen end består af, så vær empatisk, start forsigtigt og tålmodigt, så du ikke overvælder den traumeramte. Hvis det er muligt at overvinde den evt. sproglige barriere, så spørg familien eller den traumeramte om, hvad de har brug for, og om der er særlige hensyn, du skal tage.

Jo mere du ved om traumets historie, jo bedre kan du undgå at re-traumatisere barnet. En re-traumatisering kan ske ved, at du udsætter barnet for triggere, der minder om den oprindelige traumatiserende hændelse.

Helt generelt vil det være hjælpsomt at skabe en dagligdag med faste rutiner, forudsigelighed og som tidligere nævnt, at skabe sikkerhed og tryghed.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Børn og familie Forside