Emne: Forskning

Kan man behandle traumer og PTSD?

PTSD og psykiske traumer kan behandles med forskellige former for psykoterapi. Der kan være en række fælles træk ved terapiformerne, men de har også hver især deres egne fokusområder.

Illustration: Canva

De fleste mennesker forbinder traumer med PTSD. De fire bogstaver dækker over begrebet posttraumatisk stress forstyrrelse. Der er dog forskel på at have oplevet noget kritisk eller voldsomt som føles traumatisk og på at leve med diagnosen PTSD. Men hvordan behandler man egentlig traumer og PTSD?

Denne artikel vil beskrive, hvordan psykologisk behandling af voksne med PTSD og traumer kan se ud.

PTSD påvirker hele mennesket

Mennesker som har udviklet PTSD, efter at have været udsat for en eller flere ekstremt stressende, rædselsvækkende eller livstruende traumatiske begivenheder, oplever som regel at både hukommelse, krop, følelser, adfærd, og relationer er fundamentalt påvirkede. Samtidig kan de traumatiske oplevelser også åbne for eksistentielle spørgsmål om meningen med tilværelsen.

Mennesker med PTSD oplever tre kernesymptomer, nemlig øget vagtsomhed, undgåelsesadfærd og genoplevelsesfænomener.

Disse vedholdende symptomer er med til at svække det personlige, sociale, uddannelses- og arbejdsmæssige funktionsniveau hos personer med PTSD. Derfor er meget psykologisk behandling af posttraumatisk stress udviklet med henblik på at behandle kernesymptomerne.

Man kan også have et traume uden at have PTSD, men stadig have behov for at bearbejde sine ubehagelige oplevelser gennem psykoterapi.

Læs også: Hvad er PTSD?

Forskellige terapiformer med forskelligt fokus

Man kan behandle PTSD og psykiske traumer med forskellige former for psykoterapi. Terapiformer kan både have fælles træk, men kan også have forskellige foci og lægge vægt på forskellige elementer ved et traume.

Nogle terapiformer er specifikt udviklet til at behandle PTSD-diagnosens kernesymptomer. Det gælder for eksempel Traumefokuseret Kognitiv Adfærdsterapi, Eye Movement Desensitisation and Reprocessing og Narrative Exposure Therapy. Disse terapiformer har fokus på tænkning, adfærd, hukommelsesmæssige aspekter, og arbejder på at mindske angst og få kontrollen tilbage.

Andre terapiformer tager udgangspunkt i en bredere teoretisk forståelse af, hvad det vil sige at have et psykisk traume. De bidrager på forskellige måder til at forstå, hvad traumeoplevelsen har betydet for den enkelte.

For eksempel sætter Narrativ terapi fokus på, hvilken effekt den traumatiske hændelse har fået på den ramtes identitet og handlemuligheder. Her arbejder man med traumets mening og betydning for den enkeltes livshistorie.

Andre eksempler kunne være Mentaliseringsbaseret terapi, Emotionsfokuseret terapi eller Compassionfokuseret terapi, som lægger særlig vægt på relationelle og følelsesmæssige aspekter. Her vil man arbejde med den traumatiske oplevelses betydning for ens tilknytningsmønster til nære andre relationer. Ligesom man vil arbejde med traumets indflydelse på ens evne til at forstå de tanker, følelser, ønsker og motiver, der ligger bag det, man selv og andre gør. Man vil også arbejde med evnen til at mærke egne følelser og til at berolige sig selv, fordi traumer har det med enten at ødelægge eller hæmme udviklingen af disse egenskaber.

Endelig er der Psykodynamisk og Psykoanalytisk terapi, som har fokus på den traumatiseredes ubevidste følelser, fantasier og forsvar. Her arbejder man med at give sprog, udtryk og mening til det sammenbrud og den fortrængning, traumet har forårsaget hos den ramte, så oplevelsen kan få en plads i psyken.

Det er en vigtig pointe, at mennesker er forskellige, og at psykoterapi generelt bør tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes problematik. Eftersom forskellige terapiformer kan lægge forskellig vægt på hukommelse, tænkning, adfærd, krop, følelser, relationer og mening, er det ikke usædvanligt, at psykologer integrerer forskellige psykoterapeutiske tilgange i det terapeutiske arbejde.

Det vil dog være en fællesnævner for traumeterapi, at man sammen med sin psykolog i en tryg terapeutisk ramme, forholder sig til det man har oplevet som traumatisk. Det betyder, at man nærmer sig ubehaget og undersøger oplevelsen og egne efterfølgende reaktioner. Under den proces får oplevelserne sprog og betydning.

Traumets type har betydning

Traumets alvor og symptomernes voldsomhed har stor betydning den psykologiske behandling. Man vil derfor både undersøge, hvilken type traume den ramte har været udsat for, og samtidig vurdere hans eller hendes respons på traumet. Jo mere alvorlige og hyppige traumatiske hændelser der er tale om, des mere vanskelige og komplekse menneskelige reaktioner, skal man tage højde for i traumeterapi.

Hvis man har været udsat for en enkeltstående og ikke-intentionel katastrofelignende begivenhed, for eksempel en naturkatastrofe, trafikulykke, eller livstruende sygdom, vil man som regel have lettere ved at komme sig, end hvis man har været udsat for gentagne og vedvarende menneskelige grusomheder, der er udført med overlæg. Det kunne for eksempel være seksuelle overgreb, vold, krigsdeltagelse eller tortur.

Hvis man har andre samtidige psykiske lidelser udover PTSD, kan det også påvirke helingsprocessen.

Behandling af kernesymptomerne i PTSD

Nogle terapiformer er udviklet specifikt til at behandle PTSD-diagnosens tre kernesymptomer. De har fokus på kernesymptomerne, fordi disse understøtter hinanden og indgår i onde cirkler på uheldige måder, som vedligeholder lidelsen.

Mennesker med PTSD oplever som regel et enormt kontroltab. I PTSD-behandling vil man derfor arbejde på at bryde kernesymptomernes onde cirkler, så den ramte gradvist genvinder kontrollen og dermed kan begynde at ’kræve sit liv tilbage’.

I Traumefokuseret Kognitiv Adfærdsterapi vil man arbejde med den traumatiseredes måde at huske, tænke, føle og handle.

Ro på nervesystemet

Det første af de tre kernesymptomer er øget vagtsomhed. Det er en kronisk spændingstilstand i nervesystemet, hvor krop og psyke er i konstant alarmberedskab. Det er som om kroppen husker og reagerer med øget vagtsomhed, selvom faren for længst er overstået.

På grund af kroppens høje stressniveau hos mennesker med PTSD, er det vigtigt at få nogle redskaber, der kan hjælpe med at bringe nervesystemet i ro. Det kan for eksempel være beroligende åndedrætsteknikker, kropslig afspænding og det at forestille sig indre billeder af trygge zoner. Øvelserne kan indøves og bruges, når man overvældes af et angstfuldt flashback eller mareridt.

Oplevelsen af selv at kunne gøre noget for at få ro på kroppen giver en følelse af kontrol og modvirker den følelse af at være hjælpeløst fanget i symptomerne, som PTSD-ramte kan have. Øvelserne kan være et godt sted at starte med at vende den onde cirkel, fordi de er konkrete og kan bane vejen for det terapeutiske arbejde med de andre kernesymptomer.

Få kontrol over undgåelsen

Det andet af de tre kernesymptomer er undgåelsesadfærd. Dette består i, at man enten undgår eller flygter fra bestemte steder, situationer og personer i dagligdagen, eller at man undgår bestemte tanker, følelser, og indre billeder, som minder om traumet. PTSD-ramte undgår dette for ikke at udløse livlige flashbacks eller ubehagelige traumerelaterede følelser.

I Traumefokuseret Kognitiv Adfærdsterapi vil man arbejde med undgåelsesadfærd ved hjælp af eksponering. Det vil sige, at man med psykologisk støtte, langsomt og gradvist udsætter sig for de almindelige, konkrete situationer og handlinger, man ellers undgår, fordi de vækker angst. Man vil også undersøge de tankemønstre, som er forbundet med undgåelsesadfærden. Sammen vil man reflektere over, om disse tanker er ekstreme og negative, og forsøge at gøre dem realistiske og mere hjælpsomme.

Man vil som regel starte med at gennemgå de situationer, den PTSD-ramte er mindst bange for og som derfor er lettest at konfrontere. Det kunne for eksempel være at gå en tur i en tilfældig park, eller passere en politistation. Adfærdseksponeringen vil foregå trinvist, så den PTSD-ramte først forestiller sig konfrontationen, senere går turen med en ven, og til sidst kan gå alene. Derefter vil man gradvist bevæge sig henimod mere angstfulde situationer, som er sværere for den PTSD-ramte at konfrontere.

Ved at man mange gange udsætter sig selv for en konkret situation, og bliver i situationen, imens man udholder angsten uden at flygte, vil man efter noget tid mærke, at angsten daler. Kroppen vil vænne sig til situationen og lære på ny, at der ikke er akut fare på færde.

Genvind en følelse af handlekraft

Det sidste af de tre kernesymptomer er genoplevelsesfænomener. Dette kommer til udtryk som flashbacks eller natlige mareridt, hvor de traumatiske hændelser genopleves visuelt og sansemæssigt på en livagtig og tvangspræget måde, udenfor den PTSD-ramtes kontrol.

Både flashbacks og mareridt opleves som en stærkt ubehagelig gentagelse af elementer af traumet, som kan give en følelse af at være stivnet eller fanget i fortidens oplevelser. Det kan være hjælpsomt at finde tilbage til den oprindelige hændelse og give den kontekst, sprog og forståelse. Men det skal foregå uden at den PTSD-ramte overvældes.

Dette vil man også arbejde med gennem eksponering i Traumefokuseret Kognitiv Adfærdsterapi. Ligesom ved adfærden, støttes man til gradvist at gennemgå den traumatiske hændelse, men nu under kontrollerede og trygge forhold sammen med sin psykolog.

Terapiarbejdet kan foregå ved at man deler traumet op i begyndelse, midte og slutning. Skridt for skridt arbejder man langsomt med at kæde tid, sted, løsrevne sanseindtryk, kropsfornemmelser, tanker og andre detaljer fra den oprindelige traumatiske begivenhed sammen til en samlet helhed, der kan fortælles kronologisk.

Man kan også arbejde terapeutisk med mareridt gennem skrivearbejde. I samarbejde med psykologen finder man frem til de sekvenser eller billeder, der giver det største følelsesmæssige ubehag. Det vil ofte handle om noget, som fremkalder en stærk følelse af afmagt og hjælpeløshed.

Man nedskriver mareridtet og omformulerer i nogen grad de konkrete ubehagelige scener, der gentager sig i det. Det vil sige, at man laver lidt om og tilføjer små ændringer i mareridtets billedlige handlingsforløb på en måde, så det giver en følelse af handlekraft.

Et eksempel kunne være, at man under en ulykke er indeklemt, men i rekonstruktionen af mareridtet formår at redde sig selv, eller måske ’tilføjer’ en fløjte at blæse i, som andre kan høre og derfor kommer én til undsætning.

Man nedskriver altså et nyt mareridt, som stadig er genkendeligt, men som er knapt så slemt. Inden søvnen læser man det og forestiller sig den nye handling. Når man vågner af det sædvanlige mareridt, bruger man visualiseringen af det nye som en redningsplanke – for eksempel sammen med de beroligende åndedrætsteknikker man bruger for at få ro på nervesystemet.

Hvad virker i psykologisk traumebehandling?

Forskning i effekt af behandling peger på, at terapiformer, der bruger eksponering som et centralt element, har den bedste effekt på PTSD. Det gælder for eksempel er Traumefokuseret Kognitiv Adfærdsterapi, Eye Movement Desensitisation and Reprocessing og Narrative Exposure Therapy.

Derudover viser forskning i psykoterapi, at klientens tillid til psykologen og klientens forståelse af terapiens opgaver og mål, er den vigtigste faktor i virksom psykoterapi. Ligesom klientens eget engagement i terapien også er afgørende for positiv forandring.

I og med traumatiserede mennesker har en stærk impuls til at undgå alt, der kan minde om det voldsomme ubehag ved oplevelserne, er PTSD-ramtes motivation derfor meget vigtigt i terapi.

Det kan godt kræve mod at begynde på psykologisk PTSD- eller traumebehandling. I vellykket psykoterapi vil arbejdet med at få kontrol over kernesymptomerne, og arbejdet med traumets relationelle og følelsesmæssige konsekvenser og betydning, medføre at ubehaget langsomt mister sit tag.

De traumatiske hændelser forsvinder ikke og oplevelserne mister ikke deres betydning, men det vil gradvist fylde mindre, og man lærer at leve med det, der er sket.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej