Emne: Corona

Hvordan kan vi være nære trods fysisk afstand?

Coronakrisen gør, at vi skal holde afstand til hinanden. Her skal vi være opmærksomme på, at der er forskel på social og fysisk afstand. Hvordan kan man være sammen socialt, når man fysisk er hver for sig?

Illustration: Getty Images

Mennesker har behov for at være sociale og en del af et fællesskab. Derfor udfordrer det mange af os, når vi skal holde afstand til dem, vi holder af i coronakrisen.

I øjeblikket er det fremme i medierne, at den fysiske afstand gør, at mange også har mindre kontakt med hinanden på digitale platforme. Det gælder både i Danmark og globalt. Man skulle ellers tro, at det modsatte var tilfældet, nu hvor vi ser mindre til hinanden fysisk.

I denne artikel får du inspiration fra par, der i forvejen bor afskilt fra hinanden i forskellige lande. Hvordan formår de at opretholde deres forhold på trods af den fysiske afstand? Håbet er, at det kan skabe optimisme og give ideer til, hvordan man kan holde liv i ens sociale relationer på trods af afstand i denne særlige tid, hvor mange stadig er hjemme og isolerede.

Forskel på afstand og distance

Men først lidt om forvirring af begreber. Vi skal holde social afstand. Det er af de udtryk, vi tit hører under coronakrisen i forsøget på at reducere spredningen af smitte. Men det er et uheldigt udtryk, da det ikke handler om at holde social afstand, men fysisk afstand.

Begrebet social afstand kommer af det engelske begreb social distancering og er gennem mange år blevet brugt i kampen mod sygdomme. Det er defineret af det amerikanske The Centers for Disease Control and Prevention som en strategi for at undgå masseforsamlinger.

Det skal ikke forveksles med begrebet social distance, der handler om, hvor gode vi er til at acceptere andre mennesker, der ikke er i samme sociale gruppe som os selv. Altså den sociale distance, der kan være mellem os og dem.

Med den globale coronapandemi kan den sociale distance mellem forskellige grupper i samfundet for eksempel vokse. Det gælder især i fattige områder, hvor den fysiske afstand kan være sværere at efterleve og værnemidlerne få.

Men det er altså ikke det, vi taler om, når vi forsøger at minimere coronasmitten herhjemme. Her handler det om fysisk afstand og mindre kropslig kontakt for at stoppe smitten. Noget helt andet end social distance.

Vi har behov for at være sociale

Med den danske oversættelse af social afstand får vi altså blandet begreberne sammen. Og vi risikerer at miste blikket for, at det sociale ikke handler om noget, der kan opgøres i meter og antal, men om engagement og fællesskaber.

For mennesker har behov for et tilhørsforhold og at være en del af et fællesskab. Forholdet mellem os selv og andre er faktisk helt afgørende for, at vi trives og udvikler os psykisk. Selv om det ikke kræver fysisk kontakt, spiller det en vigtig rolle for vores sociale liv.

Vi må derfor tænke i nye baner i denne særlige tid, hvor der er ufrivillig afstand mellem bedsteforældre og børnebørn, venner og kolleger og kærestepar på tværs af landegrænser.

Sammen hver for sig

Når man har et romantisk forhold, men to forskellige adresser kan man sige, at man lever adskilt sammen. Det kan både være i samme land eller på tværs af landegrænser. Men hvordan kan man have en intim relation, når man bor langt fra hinanden?

Det viser en igangværende undersøgelse af en række par, der på grund af deres job i en årrække har boet i forskellige lande primært i Skandinavien. Den peger på, at parrenes intime forhold ikke handler om at give og få daglig, fysisk nærhed – men mere om at udveksle følelser og dele hverdagsrutiner via for eksempel e-mail og Skype på kreative og systematiske måder.

Et par skriver for eksempel til hinanden en fast ugentlig dag og opdaterer hinanden på ugen, der gik. Spiser mad sammen trods forskel på tidszoner. Eller ser film sammen online. Det kan være med til at skabe en følelse af samhørighed, når man følger med i den andens liv.

Et andet par skriver hyppigt til hinanden og skyper flere gange hver dag, hvor de deler følelser om blandt andet deres arbejde. Især når det er vanskeligt. Det er deres måde at skabe nærhed på.

Et tredje par sætter tid på, hvor længe de må tale sammen, mens et fjerde par bruger ”sexting”, hvor man udveksler intimitet gennem seksuelle ord og billeder. Det var andre par betænkelige ved grundet manglende tillid til sociale medier, og det er en god ide at være forsigtig med.

Andre igen laver mad sammen online trods fysisk afstand og dyrker fitness sammen online. I det hele taget bruger parrene digitale platforme på forskellige kreative måder til at være en del af hinandens liv.

Digital kontakt mindsker ensomhed

Da det er usikkert, hvornår coronakrisen er ovre, og vi kan ses med hinanden, som vi plejer, kan vi på samme digitale måde opretholde vores sociale relationer i coronakrisen. Både med vores nære, men også øvrige netværk.

Samtidig skal vi også være realistiske og opmærksomme på de begrænsninger, digital kontakt medfører, som for eksempel at savne berøring og føle sig fremmedgjort.

Når man opretholder kontakten virtuelt, kan det være med til at mindske følelsen af ensomhed, eksistentiel angst og usikkerhed. Og kan være med til at bekæmpe de negative mentale konsekvenser af coronakrisen for dem, der skal holde afstand til deres nære.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Corona Parforhold