Emne: Corona

Skærme i coronaens tid

Normalt er mange familier påpasselige med at parkere børn foran en skærm i længere tid. Men lige præcis i den nuværende situation er der faktisk grundlag for at gøre en undtagelse.

Modelfoto: Getty Images

Lad os sige det, som det er: Hele verden er i undtagelsestilstand. Med en slags kaosteoretisk sommerfugleeffekt har et inficeret dyr i Wuhan, Kina, forårsaget en verdensomspændende epidemi af hidtil usete proportioner.

Fysisk distance er afgørende for at bryde smittekæden, og størstedelen af vores sociale arenaer er derfor blevet suspenderet: Den 13. marts blev alle elever og studerende på ungdoms- og videregående uddannelser sendt hjem, den 16. marts blev skoler og dagtilbud lukket, og den 17. marts blev det så offentliggjort, at storcentre, natklubber og lignende etablissementer også skal lukkes, og at det ikke længere er tilladt at samles mere end 10 personer i offentligheden, hverken indendørs eller udendørs.

Det er med andre ord vigtigt – og i stigende grad påkrævet – at de af os, der har mulighed for det, bliver hjemme. ”Vi skal holde sammen på afstand”, som det hedder.

Men hvad skal vi så gøre med al den tid? En del af svaret er selvfølgelig bøger, brætspil, madlavning, havearbejde, rengøring samt frisk luft og motion. Men vi kommer nok ikke udenom, at svaret også indebærer skærme. Ikke mindst fordi vi oveni vores sædvanlige skærmforbrug nu også skal varetage skolegang og arbejdsopgaver ved hjælp af digitale værktøjer.

I den kommende tid vil skærmtiden således gå gennem taget i mange familier, og det vil givetvis give anledning til nogle diskussioner. Problemet er, at vi ikke er særlig godt rustet til at tage disse diskussioner, blandt andet fordi medierne længe har formidlet et unuanceret syn på skærme.

Formålet med dette indlæg er derfor at introducere nogle begreber, man kan tage med sig i sine overvejelser om skærmtid. Hensigten er at tage brodden af den værste skærmpanik. At være tvunget sammen i døgndrift er i forvejen en stresstest for mange familier, og det bliver ikke bedre af, at man bekymrer sig unødigt om skærmtid.

Gode råd til at håndtere dine bekymringer om coronavirussen

Skærmafhængighed?

Siden 2017 har vi været vidne til en stigende skærmpanik. De landsdækkende medier flyder nærmest over med skrækhistorier om skærmene. Weekendavisen har eksempelvis bragt et interview med neurobiologen Michel Desmurget, der sammenligner skærme med vodka, kokain og pornofilm og hævder, at de gør børn fede, syge og dumme.

På denne baggrund foreslår Desmurget nogle klare retningslinjer: ”Ingen skærm, før de er fyldt seks år. Og når de er fyldt seks, da ikke mere end maksimalt 60 minutters skærmtid om dagen”.

Hvis man tager Desmurgets ord for pålydende, virker disse retningslinjer dog besynderlige. For hvor mange forældre ville egentlig gå ind for (eller bare med til), at deres små børn måtte se 60 minutters pornofilm om dagen? Eller sniffe en lillebitte smule kokain hver dag? Nej, vel?

Når det gælder de substanser, som skærmene sidestilles med, er svaret afholdenhed, altså at holde vodka, kokain og pornofilm væk fra seksårige børn. Når det gælder skærmene selv, er svaret dog ikke afholdenhed – ikke engang hos de selvudnævnte eksperter – men mådehold. Skærme kan altså ikke sidestilles med narko, så lad os aflive denne ubehjælpsomme idé.

Skærmen som det fælles tredje

Det giver desuden ikke mening at opgøre skærmbrug i timer og minutter uden at forholde sig til, hvad denne tid bruges på. I denne henseende bliver begrebet om det fælles tredje relevant.

Begrebet stammer oprindelig fra socialpædagogikken, hvor den danske filosof Michael Husen har brugt det til at betegne, hvordan mennesker, der ellers kan have svært ved at tale om følelser, har lettere ved at åbne op, når de indgår i en fælles aktivitet – altså et fælles tredje.

Du har måske selv oplevet, hvordan samtalen af og til kan flyde friere under en gå-, løbe- eller køretur, hvor man er skulder-ved-skulder frem for ansigt-til-ansigt. Det fælles tredje handler om at gøre noget sammen, om at være fælles om en aktivitet. Og her kommer skærmen ind i billedet.

Så længe vores opmærksomhed er rettet mod samme skærm, kan skærmen fint fungere som et fælles tredje, der skaber grobund for en positiv og social situation. Der er absolut intet forgjort eller asocialt i at se film og serier sammen, spille computer sammen eller læse godnathistorier på en tablet sammen. Nøgleordet i alle disse tilfælde er ”sammen”. Lad os snakke mindre om kvantiteten og mere om kvaliteten af vores skærmtid.

At være alene sammen

Skærme kan dog også føre til situationer, hvor vi er alene sammen. Dette begreb blev introduceret af psykologen Sherry Turkle i en bog af samme navn. Bogen kritiserer en hverdag, hvor vi ofte sidder med hovedet i hver vores skærm.

Turkle beskriver blandt andet, hvordan 18-årige Lon foretrak tiden, hvor hans far havde en stationær computer. Da faren en dag anskaffede sig en smartphone, kunne han nemlig tilgå sit arbejde, mens han sad ved siden af Lon i sofaen og så fodbold. Denne fysiske nærhed fik farens fravær til at virke særligt ekskluderende.

Som vi kan se i dette eksempel, er det at være alene sammen den diametrale modsætning til det at bruge skærmen som et fælles tredje. Det giver næsten sig selv, at vi skal forsøge at undgå dette scenarie.

Da coronakrisen alligevel har vendt alting på hovedet, så lad os dog forestille os dette: Måske udgør det at være alene sammen et tiltrængt frirum i disse dage, hvor vi er stuvet sammen på begrænset plads? Selvom det er afgørende, at vi bliver hjemme for at tøjle epidemien, er det også vigtigt, at vi ikke ender med at slå hinanden ihjel i løbet af denne periode. Måske skal det at være alene sammen have frit lejde for en stund?

Isoleret med familien – hvad gør vi nu?

Digital dualisme

Begrebet om digital dualisme blev introduceret af internetforskeren Nathan Jurgenson og handler om, at der er en tendens til at anskue det analoge/digitale, reelle/virtuelle eller offline/online som to adskilte sfærer, hvor den første del betragtes som mere ægte end den anden.

Ifølge Jurgenson er denne forståelse dog forkert på mindst to fronter: For det første er de to sfærer ikke radikalt adskilte, men tæt sammenvævede. Facebook er en del af det virkelige liv, som Jurgenson så fint udtrykker det. For det andet er det digitale ikke mindre virkeligt end det analoge. Den online verden er også virkelig.

De to sfærer er naturligvis ikke tilsvarende – af samme grund giver det mening at skelne imellem dem – men man må ikke bruge ordet digital til at sænke virkelighedsgraden af et givent fænomen. Digitale venskaber involverer nogle andre dynamikker end traditionelle venskaber, men det gør dem ikke mindre virkelige.

På samme måde skal vi ikke undervurdere virkeligheden og dermed værdien af den kærlighed og omsorg, der i disse dage finder sted på FaceTime og Skype. Den er trods alt bedre end at være isoleret og alene.

Ængstelse og undtagelsestilstande

Som Michael Bang Petersen, der forsker i smittepsykologi, har påpeget, har ængstelsen sin legitime plads i disse krisetider. Det er den, der skal sørge for, at vi vasker hænder, holder afstand og aflyser middagsselskaber. Ængstelsen er med andre ord sund og berettiget, og vi skal ikke forsøge at tale den ned.

Når det er sagt, så lad os aftale, at vi vier al vores ængstelse til smittespredningen. Der er ingen tvivl om, at de fleste af os – børn som voksne – bruger skærme mere, end vi har lyst til i disse dage. Mådehold er ude af billedet. Jeg vil dog opfordre til, at vi for en stund slækker på vores sædvanlige krav til skærmtid.

På samme måde som vi skal bestille mere takeaway for at holde restauranterne oven vande, skal vi også give os selv lov til at bruge længere tid foran skærmen, hvis der er behov for det. For helt ærligt, hvis bare vi kommer ud af coronakrisen med firkantede øjne og lidt ekstra kilo på sidebenene, har vi faktisk gjort det rigtig godt.

Hvilke børn taber under coronakrisen? Kig dig omkring

Læs mere på coronasmitte.dk

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Børn og familie Corona Mental sundhed