Vil dit barn ikke i skole? Sådan hjælper du et barn med skolevægring

Skolevægring og pjæk er ikke det samme. Læs, hvilke tegn, du skal være opmærksom på, og hvad du kan gøre, hvis du er bekymret for, om dit barn lider af skolevægring.

alt om psykologi
Illustration: Getty Images

At vægre sig betyder, at man er modvillig over for at udføre en bestemt handling eller at man kæmper imod noget. Når der er tale om skolevægring vil det altså sige, at barnet er modvillig over for, eller kæmper imod, at komme i skole.

Skolevægring er ikke en officiel diagnose, men en faglig samlebetegnelse for det forhold, at et barn over længere tid har markant fravær fra undervisningen i skolen. Betegnelsen gælder kun for børn i skolealderen, det vil sige fra cirka 5-18 år.

Det vurderes, at én til fem procent af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring.

Skolevægring er ikke det samme som pjæk. Hvis man har et barn, der prøver at få lov at blive hjemme fra skole, kan man måske blive i tvivl om, hvorvidt det handler om det ene eller det andet. Skolevægring og pjæk adskiller sig på en række punkter, som man kan være opmærksom på. For eksempel:

• Ved skolevægring er barnet fraværende flere dage (ofte mange). Ved pjæk er der tale om mere sporadisk fravær.

• Ved skolevægring ved forældrene oftest godt, at barnet ikke er i skole. Ved pjæk ved forældrene det oftest ikke.

• Ved skolevægring er barnet oftest stærkt følelsesmæssigt påvirket af ikke at være i skole. Ved pjæk oplever barnet ikke i lige så høj grad ubehag.

Med andre ord: Når barnet er skolevægrende, siger det: “Jeg kan ikke”, hvorimod det pjækkende barn siger: “Jeg gider ikke”.

Det vurderes, at én til fem procent af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring. Fænomenet ses oftest hos de helt unge skolestartere i indskolingen og efterfølgende hos børn mellem 10-13 år.

Processen starter ofte med almindelige sygdomssymptomer. Barnet vil typisk have ondt i maven eller hovedet, hvilket resulterer i en sygemelding.

Der er lige mange drenge og piger, der har skolevægring, og der er umiddelbart ingen sammenhæng mellem familiens socioøkonomiske status og forekomst af skolevægring.

Skolevægring udvikler sig over tid

Det er svært at sige præcist, hvornår der er tale om egentlig skolevægring. Ofte er der tale om en længere proces, hvor barnet i stigende grad har fravær – måske afbrudt af længere perioder med nogenlunde normalt fremmøde i skolen.

Det er dog ikke ualmindeligt, at skolevægrende børn stikker af fra undervisningen i løbet af skoledagen. Den type fravær bliver ikke nødvendigvis noteret i fremmødeprotokollen. Et barn kan på den måde opretholde sin skolevægring, uden at de voksne omkring det ved helt præcist, hvor slemt det står til.

Processen starter ofte med almindelige sygdomssymptomer. Barnet vil typisk have ondt i maven eller hovedet, hvilket resulterer i en sygemelding.

Efterhånden udvikler sygemeldingerne sig til at være hyppigere, hvilket starter en spiral af stigende fravær. Til sidst opgiver barnet og/eller familien helt kampen, og barnet bliver hjemme langt de fleste dage.

Årsager til skolevægring

En undersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forening i 2018 blandt cirka 500 PPR-psykologer (den faggruppe, man tidligere har kaldt skolepsykologer) viser, at årsagerne til skolevægring kan være forskellige.

Derudover kan der være en vifte af bagvedliggende problemer som for eksempel skilsmisse, dødsfald i familien eller lignende.

Et barn med skolevægring prøver at passe på sig selv

Man kan i øvrigt spekulere over, hvorfor netop skolevægring er på fremmarch i øjeblikket.

En almindelig opfattelse blandt fagfolk er, at de rammer, den nuværende folkeskole tilbyder, ikke er hensigtsmæssige for de børn, der af den ene eller anden årsag kan være følelsesmæssigt skrøbelige:

  • Der er forholdsvist mange elever i klasserne
  • Der er ofte støj – mange timer ad gangen
  • Det kan være svært at trække sig, hvis man har behov for det
  • Der er ofte begrænsede ressourcer til de børn, som har særlige behov.

På den måde kan man argumentere for, at skolevægring er en naturlig forsvarsreaktion hos det barn, der ser fravær som eneste mulighed for at passe på egen trivsel.

Hvad kan man gøre?

Skolevægring er et komplekst fænomen. Derfor kan man ikke opstille en enkel eller endegyldig plan, der holder vand i alle tilfælde.

Alle de nedenstående anbefalinger kan bruges i et eller andet omfang, men de bør justeres i forhold til den konkrete problemstilling.

Særligt ved massivt fravær og/eller gennemgribende diagnose, eksempelvis autismespektrumforstyrrelse, kan det være nødvendigt at sikre sig, at man har den fornødne støtte og de nødvendige ressourcer, hvis en løsning skal være mulig.

1. Fysisk undersøgelse hos egen læge

Allerførst skal man finde ud af, om barnets symptomer skyldes, at det fejler noget fysiologisk. Derfor må man en tur til sin privatpraktiserende læge med barnet, så det kan bliver undersøgt.

2. Registrering af fremmøde/fravær

Hvis skolevægringen har stået på i lang tid, for eksempel mere end seks måneder, er dette punkt ikke så væsentligt, for så er situationen stabil.

Hvis barnets fravær er af mere sporadisk karakter med hyppige fraværsdage og/eller timer, bør alle omkring barnet notere, hvilke timer eller dage, det ikke er i skole. Det er vigtigt for behandlere og pædagogisk personale at få et detaljeret overblik over problemets omfang. Sørg også for, at man i skolen noterer, om der er sporadisk fravær fra udvalgte timer, eller hvad der kendetegner de situationer, hvor barnet stikker af.

Ved hjælp af registrering har man et mere konkret afsæt for at tale om barnets skolevægring. Muligvis er der et mønster, der viser sig. Måske har barnet mere fravær på nogle tidspunkter end andre, måske har barnet mere fravær ved nogle undervisere end ved andre og så videre.

Når man begynder at registrere fraværet, er det også muligt at gennemskue fremgang og tilbagefald i processen. Derudover er registrering en central del af det terapeutiske arbejde med skolevægring.

3. Find ud af, hvad problemet er

Hvis man allerede ved, at skolevægringen hænger sammen med en diagnose – eksempelvis autismespektrumforstyrrelse eller massiv angst – er man som udgangspunkt kommet langt. Nu handler det så om at finde ud af, hvordan den pågældende diagnose aktuelt viser sig som et problem i forhold til fremmøde i skolen.

Hvis man ikke kender årsagen – eller årsagerne – til skolevægringen, må man starte med at undersøge dét. Det siger måske sig selv. Men i ønsket om at finde en løsning, er der en risiko for, at man kaster sig ud i løsningsmodeller, der i højere grad er baseret på antagelser end på solid analyse.

Derfor skal man hurtigst muligt sørge for at holde et undersøgende møde, hvor de forskellige voksne omkring barnet i fællesskab udveksler viden og hypoteser om problemet. Her kan det være hensigtsmæssigt at involvere en psykolog, der har særligt kendskab til og erfaring med børns trivsel.

Det er vigtigt, at barnet bliver inddraget i undersøgelsesfasen, selvom det oftest er svært at tale med sine forældre om skolevægring. Dels fordi “skolevægring” er et svært emne at forholde sig til i det hele taget. Men også fordi barnet ofte skammer sig – og fordi det godt ved, at det står overfor en proces, hvor det formentlig vil opleve ubehag undervejs.

Barnet kan med fordel få hjælp af en børnepsykolog eller lignende tidligt i processen. En sådan fagperson har ofte en lang række terapeutiske teknikker, som gør det muligt relativt hurtigt at involvere barnet på en tryghedsskabende måde. Nogle børn kan dog have svært ved at åbne sig overfor fremmede, hvilket kan gøre den del af processen mere kompliceret.

4. Lav en handleplan – og overhold den

Ovenstående undersøgelse bør munde ud i en handleplan eller en behandlingsplan – det kan hedde begge dele. I den forbindelse er det væsentligt, at planen har:

• En tovholder, der koordinerer indsatsen og den viden, der genereres i forbindelse med processen. Denne tovholder bør være en fagperson, der er tæt på barnet.

• En klart formuleret generel plan for, hvilke tiltag man sætter ind med. Det er helt centralt, at alle omkring barnet skal kende til denne plan – og at alle skal overholde den. Selv den mindste afvigelse kan skabe utryghed og tilbagefald hos barnet. Så: Overhold planen.

• De fleste handleplaner vil involvere en såkaldt eksponeringsplan. Det vil sige en plan for, hvor meget barnet skal i skole og hvornår. Det skal også fremgå af planen, hvornår og på hvilken måde mødefrekvensen skal sættes op. Alle skal være enige, når/hvis eksponeringsplanen skal ændres.

• Datoer for evaluering. Der må ikke gå for lang tid imellem, man evaluerer, hvordan det går. Helst ikke mere end to uger. Hvis der er behov for at justere handleplanen, kan man gøre det ved et evalueringsmøde.

• For børn med svære diagnoser, der er indskrevet i et alment skoletilbud, kan det her være en god ide at overveje, om man bør overveje et segregeret tilbud.

5. Samtaleterapi og rådgivning

Nogle børn er for unge til samtaleterapi. Andre børn er af andre årsager ikke modtagelige. Alligevel har mange børn med skolevægring behov for samtaleterapi i en eller anden form.

Hvis barnet for eksempel har angst, viser forskning, at kognitiv terapi kan være virkningsfuld. Den psykolog, der eventuelt er tilknyttet processen, kan hjælpe med at finde en terapiform, der passer til barnet.

Uanset hvilken terapeutisk tilgang man vælger, er det væsentlig, at man samtidig sørger for at rådgive forældre og fagfolk omkring barnet. Naturligvis er der nogle ting, der forbliver mellem terapeuten og barnet. Men det er vigtigt, at forældre og fagfolk – navnlig lærere og pædagoger – bliver informeret og inddraget i de ting, som barnet fortæller, oplever og gør.

Det er helt centralt for behandlingen af skolevægring, at motivation kommer indefra. Det vil sige, at man ikke kan presse barnet til at gå i skole mod sin vilje. Pres, overtalelse eller måske ligefrem fysisk fastholdelse – at man for eksempel slæber barnet ind i klassen – vil bare skabe yderligere modstand.

I stedet kan man ved hjælp af samtaleterapi i samspil med de støttetiltag og det samarbejde, der finder sted i skolen og i hjemmet, arbejde henimod, at barnet selv finder rationelle argumenter for at gå i skole og dermed motiverer sig selv.

Terapien skal typisk være hyppig i starten af processen. Det vil sige mindst hver anden uge, men helst hver uge.

6. Forandringer i den pædagogiske praksis

Skolevægring kan være anledning til at skabe forandringer i barnets skolehverdag. Det er ikke ualmindeligt at barnet vægrer sig fra skolen, eksempelvis fordi:

• Der er for meget larm
• Der er for mange børn samlet på et sted
• Rammerne gør, at barnet ikke kan koncentrere sig eller fordybe sig
• Nogen driller og/eller pjatter
• Sociale relationer til klassekammeraterne er negative eller fraværende
• De voksne opleves som aggressive
• Barnet oplever uretfærdighed
• Hverdagen er uoverskuelig
• Der er krav, der ikke er klare eller tilpassede
• Barnet får ikke den støtte, det har brug for.

Ovenstående er hverken rart for børn eller voksne. Derfor bør man se på, hvordan man kan forandre disse rammer.

Man bør med andre ord forlade tanken om, at det kun er barnet, der har et problem. I stedet bør man se skolevægring som et symptom på, at noget i barnets liv ikke fungerer i forhold til barnets behov.

Hvad kan man gøre i hjemmet?

Som udgangspunkt skal man vente med at gøre noget, til man har fundet ud af, hvad problemet er, og man har lavet en handlingsplan. Der er dog ofte nogle tiltag, man ikke kan komme uden om, og som man bare skal gå igang med.

For børn med svære diagnoser eller familier med andre former for udfordringer kan det være nødvendigt, at man tilføjer støtte, hvis nedenstående skal lykkes.

• Etablering af en normal døgnrytme

Ofte vil børn og især unge vende op og ned på dag og nat. Man står sent op og går sent i seng. Det er ikke så godt. Man bør derfor som forældre støtte barnet i at stå op til “normal tid” om morgenen, det vil sige samtidig med den øvrige familie, hvis det er muligt.

På samme måde skal man støtte barnet i at komme i seng til “normal tid”, altså hvad der er normalt for den pågældende aldersgruppe.

I øvrigt er det en god idé, at barnet ikke spiller mere computer end børn, der går i skole almindeligvis gør.

• Sund og regelmæssig kost

Barnet skal støttes i at spise sundt og regelmæssigt. Det er ikke ualmindeligt, at et skolevægrende barn spiser for meget slik, for meget usund junkfood – og at det spiser på alle andre tidspunkter end den øvrige familie. Nogle børn glemmer helt at spise i løbet af dagen, og spiser så alt for meget om aftenen.

Derfor er det væsentligt med faste måltider, sunde snacks og gerne inddragelse i madlavning, hvis det er muligt.

• Frisk luft og motion

For en del skolevægrende børn går dagen med at sidde stille – ofte foran en skærm med gaming eller lignende. Derved bliver barnet ikke naturlig træt, og det kan være vanskeligt at falde i søvn om aftenen.

Derfor bør barnet støttes i at få frisk luft og i at bevæge sig. Foreningslivet kan være noget af en social udfordring for skolevægrende børn, så ofte må man som forældre motionere med barnet.

• Etablering af fysiske kammeratskabsrelationer

Mange skolevægrende børn isolerer sig i hjemmet. De kan dog godt være socialt aktive, men almindeligvis via gaming. Dette er egentligt okay, men barnet vænner sig dermed til, at al social interaktion foregår på afstand og i den virtuelle verden.

Det anbefales derfor, at man som forældre hjælper barnet til at lave legeaftaler eller lignende i den fysiske verden. Meget gerne med klassekammerater, så barnet vænner sig til at have almindeligt kontakt sine jævnaldrende på skolen. Dermed bliver vejen tilbage til et normalt skoleliv kortere.

• Anerkend uden at forstærke

Af alle dem, der er involveret i barnets skolevægring, er det barnet selv, der allerhelst vil af med problemet. Det bør man huske som forældre.

Barnet kæmper for sin egen trivsel, men gør det på en irrationel og uhensigtsmæssig måde, ved at blive hjemme.

Derfor bør man som forældre – og som voksen i det hele taget – anerkende sit barns følelser og handlinger. Man kan eksempelvis sige: “Jeg kan godt se, at du har det svært. Jeg vil gerne hjælpe dig.”

Til gengæld er det vigtigt, at man ikke – i sit ønske om at anerkende – kommer til at forstærke sit barns skolevægring ved eksempelvis at sige: “Ja, skolen er også noget møg, så det er nok bedst, at du bliver hjemme.”

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej