Emne: Børn og familie

Er dine forældre mere optagede af sig selv end af dig?

Børn af forældre med narcissistisk personlighedsforstyrrelse kæmper ofte med skyld, skam og dårligt selvværd – også som voksne. Læs her, hvad du som voksen kan gøre for at passe på dig selv og skabe en mindre skadelig relation til dine forældre.

Alt om psykologi
Illustration: Getty Images

Denne artikel er skrevet til voksne, der er vokset op i en familie, hvor én eller – i sjældnere tilfælde – begge forældre har det, man kalder en narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Har du en oplevelse af, at det altid har været svært at tale med dine forældre om de ting, der er vigtige for dig? Kan du genkende at have stået i nogle af følgende situationer, når du har haft brug for at tale med dem?:

  • De virker ikke interesserede
  • De er hurtige til at sige: ”Det kender jeg godt”, hvorefter samtalen kommer til at handle om dem
  • De bliver så kede af, at du har det svært, at det ender med at være dig, der skal trøste dem. “Det jo er synd for mor, at hendes barn har det svært”.

Det kan opleves som den omvendte verden at være barn af en forælder, der agerer på den måde. Ikke mindst kan det føles uforståeligt. Måske kan årsagen findes i, at din mor eller far kan have en grad af narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

I denne artikel kan du læse mere om symptomer og årsager og få gode råd til, hvordan du kan håndtere relationen.

Jeg kan ikke forstå, at min mor ikke kan forstå, at hun som mor skal være den mest voksne. At hun skal have et overskud til at være min mor.

Voksent barn af mor med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Forældre med narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Som barn af en forælder, der har en grad af narcissistisk personlighedsforstyrrelse, har du formentlig en række erfaringer og oplevelser med i bagagen, som virker urimelige eller svære at forstå. Det kan for eksempel være, at:

  • Det i høj grad har været dig, der skulle tage dig af dine forældre
  • Det altid har været mest hårdt for eller synd for mor eller far
  • Du har skulle lytte og trøste, når de har talt om, hvor hårdt det var for dem (at gå på arbejde, være syg, have økonomiske problemer, være gift med faren/moren og så videre)
  • Du ofte har været dine forældres lytter og trøster, og tilsidesat dine egne problemer, behov og følelser, fordi der ikke rigtig var plads til dem
  • Du er blevet rigtig god til at præstere og overskride dine egne grænser uden at lytte til dig selv – fordi du ikke har ikke lært at passe på dig selv hjemmefra.

Kan du svare ja til nogle af punkterne eller noget, der minder om, har din mor eller far antageligt et problem med at være meget selvoptaget.

I så fald er det nødvendigt, at du finder nogle strategier til at sætte grænser og passe på dig selv. Din forælder kommer formentlig ikke til at ændre sig, og den erkendelse er svær, men vigtig.

Barn af selvoptaget mor eller far

Som barn af en forælder med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse vil du ofte have svært ved at tage dig af dine egne følelser, når noget er vanskeligt. Siden barndommen har du vænnet dig til, at der ikke er nogen, der lytter eller tager sig af dig.

Du har ikke lært at dele følelser med den pågældende forælder, og du er måske heller ikke blevet trøstet tilstrækkeligt af ham eller hende.

Det kan være, at du tænker, at: “Det nok er fordi, jeg ikke er god nok, sød nok, elskelig nok.”

Som voksen vil du måske opleve en tristhed, der bunder i, at du stadig håber på, at ’den gode mor’ eller ’den gode far’ vil have et overskud til at snakke på dine præmisser.

Du håber måske, at han eller hun vil lytte forstående og trøste dig, når du er i en krise i livet. Men gang på gang bliver du skuffet.

Det har ikke noget med dig at gøre

Selvom du er blevet skuffet mange gange, bliver du ved med at håbe, selvom en del af dig godt ved, at mor altid ender med at snakke om sig selv og sine problemer, eller at far bliver fornærmet over at blive forstyrret eller lignende.

Du forstår ikke, hvordan en forælder kan være så selvoptaget. Hvordan han eller hun kan have så lidt medfølelse, empati eller indlevelse og manglende overskud til at forstå sit eget barn?

Det kan være, at du tænker: “Det er nok, fordi jeg ikke er god nok, sød nok, elskelig nok.” Eller: “Hvis bare jeg pleaser min mor endnu mere, så vil hun da have overskud til mig.”

Du kan være ganske sikker på, at din forælders adfærd ikke har noget med dig at gøre. Til gengæld vil din skuffelse formentlig vokse, for hver gang du erfarer, at han eller hun ikke ændrer sig. Uanset hvad du gør, og hvor meget du prøver.

Det ser godt ud på overfladen

Du er måske splittet mellem det, du selv oplever og en almen forståelse af, hvordan forældre kan og bør være over for deres børn.

Du har iagttaget dine venners forældre eller forældre i mediebilledet, og du kan se, hvordan din egen mor eller far ikke formår at være sådan.

Måske har du en frustration over, at din forælder tilsyneladende kan begå sig i samfundet. Det gør nemlig, at den manglende evne til at være kærlig forælder ikke er synlig for omgivelserne.

Det kan skabe en stor splittelse indeni dig, når du får at vide, at: “Hold da op, hvor er din mor god til at snakke med andre mennesker.”

Ofte vil personer med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse have styr på de ydre vilkår. De vil ofte være gode til at agere i offentligheden. De bor i et pænt hus, huset er malet og haven er holdt, de har et arbejde, som de ofte bestrider med stor ihærdighed, de er altid pænt klædt på og så videre.

Måske er de også gode til at være gode borgere i samfundet. De sidder måske i forskellige frivillige organisationer eller er hjælpere på forskellige vis.

Splittelse og skyldfølelse

Det kan skabe en stor splittelse indeni dig, når du får at vide, at: “Hold da op, hvor er din mor god til at snakke med andre mennesker.” Eller: “Din far gør et kæmpe arbejde i boldklubben.” Eller: “Tænk at din mor har overskud til at besøge de gamle på plejehjemmet.”

Din forståelse og dit billede af din forælder, som slet ikke har følelsesmæssigt overskud til dig, men tilsyneladende til alle andre, er sårende.

Med de udsagn vil du blive splittet og føle en skyld over, at:

  • du ikke værdsætter din mor eller far mere
  • dit virkelighedsbillede ikke hænger sammen.

Ofte er der også en splittelse i søskendeflokken. Forældre med en grad af narcissistisk personlighedsforstyrrelse har ofte et yndlingsbarn. Det kan være det barn, som ligner dem selv mest – i deres egne øjne – eller det barn, som de helst selv vil ligne. Dette barn bliver det foretrukne. Måske ikke i den fysiske fordeling af goder, men i form af opmærksomhed og anerkendelse.

Mulige årsager til den form for selvoptaget adfærd

Mange voksne børn af en mor eller far med en grad af narcissistisk personlighedsforstyrrelse går rundt med en sorg over at have en forælder, der stadig ikke har overskud til hverken dem selv eller deres børn – altså forældrenes børnebørn. De vil gerne finde en forklaring og prøve at forstå, hvorfor tingene er, som de er.

Der er en sandsynlighed for, at forælderen har udviklet en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, fordi han eller hun i en tidlig alder – 1-2 år – har manglet opmærksomhed og kærlighed i deres opvækst.

Dette skaber et psykologisk ’hul’, hvor empatien, indlevelsen og tilsidesættelsen af egne problemer skulle have været. Dette ’hul’ er desværre uerkendt for et menneske med denne lidelse. Derfor er det vanskeligt at få en ligeværdig snak om det.

“Kan du ikke prøve at snakke med hende om det? Det er jo din mor.” Men det er netop problemet – det kan man ikke.

Hvis man som voksent barn alligevel prøver at snakke om det, vil forælderen ofte slet ikke forstå, hvad man snakker om. Moren eller faren vil i stedet typisk blive fornærmet, vred, såret, afvisende og så videre.

Symptomer på narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Hvis vi går til begrebet narcissistisk personlighedsforstyrrelse som diagnose, findes der nogle forklaringer og nogle symptombeskrivelser. Det er vigtigt at vide, at begrebet dækker bredt fra stor offerrolle til krænkende adfærd.

Nogle af de beskrevne karaktertræk:

  • Stor selvoptagethed og selvbetydning, kredser om egen formåen
  • Har svært ved at tage ansvar for egne handlinger, det er ofte andres skyld
  • Kritiske overfor andre, og ofte rethaveriske
  • Signalerer empatiske evner, men har svært ved at opretholde dem i længere tid
  • Mangler evnen til selvrefleksion og selvregulering i følelsesmæssige relationer.

Det er imidlertid sjældent, at mennesker med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse får en diagnose, da de fleste er velfungerende på overfladen. Derudover mangler de selverkendelse og opfatter det ikke som deres skyld, at der er problemer omkring dem.

Den skjulte forældresygdom

Man kan som barn af en forælder med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse føle sig meget alene. Typisk vil forælderen være god til at vise omgivelserne sine gode sider. Andre vil derfor ikke se – og forstå – problemet.

Når man taler med andre om det, bliver man måske mødt af reaktioner som: “Kan du ikke prøve at snakke med hende om det? Det er jo din mor.” Men det er netop problemet – det kan man ikke.

Et menneske, der har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse kan udadtil virke meget omsorgsfuld og venlig. Problemet er, at det samme ikke gør sig gældende indadtil i de nære relationer i familien.

Hvis man vokser op med en forælder med denne personlighedsforstyrrelse, har man brug for at skabe sunde, ligeværdige relationer til den anden forælder eller andre betydningsfulde voksne, som står familien tæt.

Hvis man ikke har haft stabile, kærlige voksne, risikerer man at udvikle lidelser som depression, stress og angst. Mange kæmper med en følelse af ikke at være god nok, fordi forælderen ikke har givet anerkendelse. Hvis dette er tilfældet, kan man have gavn af at få behandling mod lidelserne. Eksempelvis hos en psykolog.

Relationen til forældre med narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Som voksent barn af en forælder, der lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, må man prøve at erkende, at forælderen har en lidelse, og at han eller hun formentlig ikke kommer til at ændre sig.

Når man er nået til den forståelse af situationen, kan man prøve at finde en måde at forholde sig til den på, som gør mindst muligt ondt.

Sandheden – vær opmærksom på, at prisen kan være høj

  • Hvis din mor eller far er grænseoverskridende og skaber splittelse mellem dig og dine søskende, kan det være en mulighed at få det sagt direkte til dem. Men du vil sjældent få noget ud af det, da han eller hun ikke har tilstrækkelig selverkendelse til at se sine egne fejl. De er ikke forstående, ønsker ikke dialog og siger ikke undskyld. Du kan alligevel vælge at sige fra for din egen skyld. I nogle tilfælde kan en sådan grænsesætning medføre tavshed, ignorering og i værste fald udelukkelse af familien. Så det er muligvis for høj en pris for dig.

Skru ned for forventningerne, og snak dem efter munden

  • Du kan også vælge at agere med ’teflon’, altså være afglidende i dine svar og snakke din mor eller far lidt efter munden for at få ro i relationen. Du har erkendt, at den gensidige dialog ikke er mulig. Den relation, du håbede på, kan ikke etableres. Du kan prøve at give slip på at fikse problemet – et ansvar der ofte bliver børnenes. Hvis du har overskud til det, kan du forsøge at give anerkendelse og empati til forælderen og derved få en nogenlunde kontakt, da det vil få dem til at føle sig godt tilpas.

Hvad er hårdest: At have kontakt eller at bryde den?

  • Nogle vælger at trække sig helt fra en forælder, der lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, da den dårlige kontakt, de sproglige krænkelser, kritikken, splittelsesmetoderne, manipulationerne og så videre bliver så voldsomme, at man for at passe på sig selv og måske sin egen familie må tage afstand. Smerten ved at have kontakt er værre end ingen kontakt. Du vil sikkert opleve det vanskeligt, føle ensomhed og skyld. Du kan overveje at søge hjælp hos en psykolog med erfaring inden for området.

Prøv at gøre dig fri – og pas på dig selv

Uanset hvilken strategi du vælger, er det hverken let eller smertefrit. Mange får dårlig samvittighed og skyld, når de tager afstand og passer på sig selv. Det er en del af mønsteret, fordi forælderen ofte har givet barnet skylden for problemerne.

Det bliver ikke mindre vanskeligt, når vi snakker om, at den narcissistiske personlighedsforstyrrelse er en følelsesmæssig brist, som antageligt opstår i de første 1-2 år af barndommen, og som skyldes mangel på omsorg, kærlighed og empati.

“Betyder det, at jeg skal have ondt af min far, selvom han altid har krænket mig?”

Nej. Man skal ikke acceptere at blive i en krænkende relation. Man må godt sige fra overfor at blive behandlet dårligt selv. Din far er voksen nu.

“Men er det ikke synd for min mor?”

Jo. Det er faktisk synd for den forælder, der har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Han eller hun er ikke selv blevet behandlet ordentligt som barn. Men de erkender det ikke selv. Måske kan man efterhånden opnå medfølelse med dem og føle sig mindre såret over deres adfærd. Men formentlig først, når man selv har gjort sig fri.

Har jeg selv fået en narcissistisk personlighedsforstyrrelse pga. min opvækst?

Hvis du skal vurdere det på en enkel måde: Alene det, at du stiller spørgsmålet og gerne vil reflektere over det, giver svaret på, at det har du ikke.

Har man en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, vil man ikke stille det spørgsmål. Lidelsen gør, at man mangler selvrefleksion og ikke kan se sit eget ansvar, hvis der er relationer der ikke fungerer.

Du kan også spørge dig selv om følgende:

  • Kan jeg tage ansvar for mine egne handlinger og sige undskyld, hvis jeg er kommet til at såre andre?
  • Kan jeg reflektere over, hvordan jeg bedst muligt får skabt en god relation til mine venner og ændre adfærd?
  • Er det okay at leve et liv uden, at jeg ofte skal være i centrum for andres opmærksomhed?
  • Kan jeg have langvarige og tætte relationer til andre og løse de konflikter, der måtte opstå på en ligeværdig måde?
  • Kan jeg tilsidesætte mine egne behov i en periode, for at andres behov bliver dækket først?
  • Kan jeg give mig selv omsorg og anerkendelse uden at hævde mig overfor andre?

Hvis du for det meste kan svare ja til ovenstående spørgsmål, eller andre kan svare ja på dine vegne, så behøver du ikke være bekymret.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Børn og familie Mental sundhed Pårørende