Emne: Skizofreni

Forskning: Når mennesker med skizofreni fortæller deres livshistorie

Patienters livshistorier kan være vigtige i den terapeutiske behandling af skizofreni. Evnen til at danne en historie, der underbygger en positiv selvforståelse, kan være central i forhold til at få det bedre.

Share on FacebookTweet about this on TwitterPrint this page
På baggrund af ph.d.-afhandling Narrative Identity and Psychological Health (2017)

Skizofreni kan være forbundet med negative ændringer i forhold til, hvordan man forstår sig selv. Mange mennesker med skizofreni beskriver eksempelvis, at de har en oplevelse af, at den måde de opfatter sig selv på nu og her, ikke hænger meningsfuldt sammen med den person, de var engang (Andresen, Oades, & Caputi, 2003).

Samtidig kan en skizofreni-lidelse betyde, at man evaluerer sig selv negativt og har lavt selvværd. Mange beskriver, at de har mistet en del af sig selv, siden de fik diagnosen, også deres drømme og forventninger til fremtiden. Ændringer i selvforståelsen udgør ikke en del af de diagnostiske kriterier, men de kan være vedvarende og forbundet med stor frustration.

I et forskningsprojekt på Psykologisk Institut i Århus undersøgte vi, om personer, der lider af skizofreni, fortæller livshistorier, der adskiller sig fra personer, der ikke har en psykisk lidelse, og på hvilken måde historierne adskiller sig fra hinanden. Vi ønskede at få viden om nogle af de psykologiske konsekvenser, der er forbundet med lidelsen, fx i forhold til individets selvforståelse og identitet.

Hvad er en livshistorie?

Inden for psykologien forstås livshistorier som indre fortællinger om vores livsforløb, der er med til at skabe mening i tilværelsen og sammenhæng mellem den personlige fortid, nutid og fremtid (McAdams, 1996). Vi danner livshistorier, fordi de er med til at fortælle, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan, og hvad der betyder noget for os i livet.

En livshistorie er ikke en eksakt kopi af det liv, man har levet, men en selekteret og fortolket udgave. Det vil sige, at vi vælger nogle hændelser ud og inkluderer dem i vores historie, fordi de har en særlig betydning for den måde, vi ser os selv på. Det er hændelser, der bliver fremhævet i historien, fordi de på en eller anden måde indfanger centrale temaer og mål i vores liv.

En livshistorie, der hænger sammen

Sammenhæng er afgørende for opbygningen af en livshistorie og for oplevelsen af selv-kontinuitet, det vil sige oplevelsen af at være den samme person over tid (Habermas & Bluck, 2000; McAdams, 1996). Hændelser og forløb fra fortiden skal være forbundet på en måde, så historien giver mening og er til at følge.

Én type af sammenhæng er den tidsmæssige, som indebærer, at man fortæller om hændelser i den kronologiske rækkefølge, hvori de fandt sted. En anden type af sammenhæng er den kausale forbindelse mellem hændelser, som indebærer, at man beskriver, hvorfor bestemte hændelser fandt sted, eller hvordan nogle hændelser førte andre hændelser med sig. Den kausale sammenhæng kan også vise sig ved, at man forklarer, hvordan bestemte hændelser førte til, at man udviklede sig på bestemte måder. Et godt eksempel på det kunne være, at man fortæller, at “selvom min skilsmisse var en hård periode, har den medført, at jeg er blevet en stærkere og mere uafhængig person”.

Flere undersøgelser peger på, at personer med skizofreni har svært ved at danne den slags sammenhængende livshistorier (Lysaker et al. 2014). Det kan være en af grundene til, at oplevelsen af selv-kontinuitet er mindre ved skizofreni . Når personer med skizofreni bliver bedt om at genkalde sig hændelser, som er centrale for deres livshistorie, er de mindre tilbøjelige til at forbinde disse hændelser i fortiden med deres personlighed, og hvem de er som individer (fx Berna et al., 2011; Raffard et al., 2009; 2010). Det kunne tyde på, at mennesker med skizofreni oplever forringet kausal sammenhæng i deres livshistorier. Der er også enkelte undersøgelser, der har vist, at livshistorier blandt personer med skizofreni er mindre kronologisk velorganiserede (Allé et al., 2015, 2016).


Forskningsprojekt: Sådan gjorde vi

  • Formålet var at undersøge, om mennesker med skizofreni konstruerer livshistorier, der er mindre sammenhængende og mere negative end mennesker, der ikke har en psykisk lidelse.
  • I undersøgelsen deltog 25 personer med skizofreni, der var i behandling på den Ambulante Psykoseenhed på Aarhus Universitets Hospital i Risskov. Kontrolgruppen bestod af 25 raske personer, der matchede patientgruppen i forhold til alder, køn og uddannelsesniveau.
  • Alle patienter deltog i et interview, hvor deres kognitive funktionsniveau og sværhedsgraden af forskellige symptomer blev vurderet. Deltagerne skulle identificere 10 vigtige kapitler i deres livshistorie og vurdere, i hvor høj grad de mente, at disse kapitler havde påvirket andre hændelser i deres liv eller forårsaget ændringer i deres selvforståelse.

Resultater af undersøgelsen

1. Patienternes livshistorier hænger sammen

I modsætning til, hvad vi havde forventet, var patienternes livhistorier lige så sammenhængende som kontroldeltagernes, både i forhold til den kronologiske orden af kapitler og vurderingen af kausale sammenhænge i historien (Holm et al., 2016, 2017). De havde altså ikke problemer med at danne en sammenhængende livshistorie.

Det kan have betydning for resultatet, at de patienter, der deltog i projektet, var i en stabil sygdomsfase og klarede sig godt på kognitive test. Det er en kompleks kognitiv færdighed at være i stand til at reflektere over fortiden og evaluere, hvilke konsekvenser, forskellige hændelser har haft for ens selvforståelse (Köber, Schmiedek og Habermas, 2015). Det er muligt, at undersøgelsens resultater ikke kan generaliseres til patienter, der er i en mere akut sygdomsfase, eller som har mange kognitive vanskeligheder.

2. Mere negative livshistorier

Patienterne i undersøgelsen evaluerede deres livshistorier mere negativt sammenlignet med kontroldeltagerne. En simpel forklaring kan være, at patienterne simpelthen har oplevet flere negative og traumatiske hændelser i deres liv (Berna et al., 2011). Når man lider af skizofreni, fungerer man typisk dårligere socialt, og det forhindrer mange i at gennemføre en uddannelse og stifte familie. Lidelsen frarøver så at sige den ramte mange af de positive oplevelser, der kendetegner et normalt liv.

Det er dog vigtigt at skelne mellem fortiden, som den reelt fandt sted, og fortiden, som den huskes og fortolkes i en livshistorie. Dannelsen af en livshistorie er en selektiv proces, hvor nogle hændelser bliver fremhævet frem for andre. Det er muligt, at deltagernes livhistorier er mere negative, fordi de i deres historier fokuserer på negative aspekter af deres fortid.

Mennesker med skizofreni kan få det bedre

I dag viser flere undersøgelser, at en stor del af de mennesker, der lider af skizofreni, kan komme sig helt eller opnå en betydelig bedring med tiden (Austin et al. 2013). Vores undersøgelse er ikke uden begrænsninger og kun et lille skridt på vejen til at få en større viden om livshistorier blandt personer med skizofreni. Men undersøgelsens resultater kunne tyde på, at personer med skizofreni fortæller mere negative livshistorier, og at det har betydning for deres trivsel og muligheder for at få det bedre.

Det er vigtigt for psykologer og andre fagfolk at beskæftige sig med patienters livshistorier, fordi evnen til at danne en historie, der underbygger en positiv selvforståelse, kan være en central del af recovery-processen. Recovery betyder at komme sig. Det vil sige, at patienten ikke nødvendigvis bliver fri af symptomer og kan vende tilbage til en hverdag, som den var før lidelsen, men snarere, at patienten kommer videre i livet og genfinder ny mening.

I recovery-tilgangen til behandling af psykisk lidelse er fokus således ikke alene på at lindre symptomer, men på ændringer i den måde, personen forstår sig selv og sit liv på. Det er en måde, hvorpå man kan leve et tilfredsstillende og godt liv selv med de begrænsninger, der følger lidelsen.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Forskning Skizofreni