Emne: Parforhold

Et lille center i hjernen har stor betydning for vores lyst

Mange oplever i løbet af et langt forhold at miste lysten til sex – og det kan der være mange grunde til: stress, sygdom, børn og hormonelle ubalancer, men de færreste ved, at vi har et lille center i hjernen, der er med til at aktivere vores seksuelle ulyst. Det gode er, at vi med øvelse og træning kan lære at deaktivere centret.

At miste lysten til sex er noget, de fleste kommer til at opleve, og det er nok mere reglen end undtagelsen, at det sker på et eller andet tidspunkt, når man er sammen med den samme i mange år. At miste lysten kan ske for både mænd og kvinder, og for mange er den manglende sexlyst frustrerende. Både fordi man selv savner at mærke sin lyst, men også fordi man ofte må skuffe sin partner, som måske stadigvæk har lyst.

Det er lidt forskelligt, hvilke veje vi går med ulysten. Mange bliver ved med at have sex uden lyst. For nogle er det ok, og de får måske endda lyst undervejs i akten, men for andre er det en frustrerende og ulystfuld oplevelse. Der kan også ske det, at man opgiver og trækker sig fra sin partner seksuelt.

Hvorfor mister vi lysten til sex?

Der er mange forskellige grunde til, at vi mister lysten til sex. Sygdom, stress, overgangsalder, hormonelle ubalancer eller små børn, men også kollektive normer for korrekt seksualitet og et indre forventningspres kan hæmme vores lyst.

For at forstå hvordan forventninger og normer påvirker vores seksualitet og sexlyst, kan vi med fordel interessere os for et lille center i hjernen: det Ventromediale Præfrontale Cortex, forkortet VPC. Når vi føler seksuel lyst, kræver det nemlig, at vi slukker for VPC’en. Meget forenklet sagt. VPC’en er den del af hjernen, som hjælper os med at opføre os ordentligt. En slags GPS, eller indre norm-kompas, som hjælper os med at følge vores kollektive regler om, hvordan “man” bør opføre sig, eller hvordan “man” bør se ud eller have sex.

Noget kunne tyde på, at høj aktivitet i vores VPC er med til at hæmme vores lyst. Det kan vi se, når vi undersøger hjerneaktiviteten hos mennesker, der er seksuelt opstemte. Det meste af hjernen lyser op, med undtagelse af VPC, hvor aktiviteten er på et absolut minimum. Vi ved også fra den neuropsykologiske forskning, at følelsen af tvang er den største lysthæmmer: altså at vi gør noget, som vi ikke har lyst til, fordi vi enten bliver tvunget fysisk – eller føler os forpligtiget socialt, fx af forventningspres og forestilinger om det perfekte sexliv.

Når vi har sex med vores partner, selv om vi ikke rigtig har lyst, handler det også ofte om, at vi er bange for at sætte grænser og sige nej, for hvad nu hvis han eller hun bliver vred eller går sin vej? Den form for sårbarhed og villighed til at rette ind er en del af det af være menneske, men vi stadig kan øve os i at tænde for vores lyst – og lege med at skrue ned for eller deaktivere vores VPC – ved at lade vores behov for at sige nej og sætte grænser (føle ulyst) være en del af vores seksuelle møde. Og hvordan gør man så det?

VPC i alarmberedskab

For at få lyst til sex kræver det, at jeg stopper med at tage hensyn til andres forventninger, herunder min partners. Mange af mine kvindelige klienter har gennem tiden sagt: ”Jeg er holdt op med at røre ved ham, for så ved jeg, hvad han forventer, og det orker jeg ikke”.

I det øjeblik kvinden aflæser i mandens øjne, at hendes berøring har vakt hans lyst, føler hun, at hun bør tilfredsstille den. Og i det øjeblik bliver hendes VPC aktiv. Problemet er med andre ord ikke berøringen, men at hun føler, at berøringen forpligter hende til mere.

Hvis vi forestiller os, at ovenstående kvindes VPC var deaktiveret, ville hun ikke føle sig forpligtet til at tilfredsstille sin partner. Hun ville have det fint med at røre ved ham for så efterfølgende at afvise ham. Men det har hun ikke. Fordi hun kun kan se, at hun lykkes med at være en god og rigtig kæreste, hvis det ender med penetration – altså “fuldbyrdet” sex (skrevet med forbehold for, at eksemplet illustrerer samleje mellem en mand og en kvinde, det kan jo være, at man er to kvinder i forholdet).

Den idé har hun, og han for den sags skyld, opfanget et sted ude i verden: At den rigtige kæreste er klar til at gå hele vejen efter endt forspil, ellers er man en fiasko. Og netop den idé sætter hendes VPC i alarmberedskab, og hun får ikke lyst.

Respekter din egen lyst og ulyst

Vil vi forsøge at slukke vores VPC, giver det først og fremmest mening at undersøge, hvilke forventninger, vi har til det seksuelle. Herefter kan man lave en mindre ceremoni, hvor man tager alle forventningerne, krøller dem sammen og aftaler, at vi vil hjælpe hinanden med at skabe et forventningsfrit, men alligevel seksuelt rum.

For de fleste kan det være hjælpsomt, hvis man aftaler, at penetration eller kontakt med kønsorganerne er forbudt i starten. Uanset hvad, må det aldrig være målet. For i det øjeblik, spillet kun er værdifuldt, hvis det ender med at man har sex, vil forventningspresset snige sig ind – og VPC’en være aktiv. På sigt må man gerne gå hele vejen, men det skal aldrig være målet med øvelsen.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Mental sundhed Parforhold