Emne: Børn og familie

Når vi bliver forældre, kommer vores parforhold under pres

Vi skal ikke måle vores parforhold på, hvor tit vi har sex eller er ude at spise en middag sammen. Når vi bliver forældre, handler det om at tage en fælles beslutning om at ville lykkes – og måle hinanden på, hvor overbærende vi er over for hinanden.

Som kommende eller nybagte forældre er det nærmest umuligt at undgå at blive bombarderet med praktiske informationer om alt det, I skal huske. Alt det, I skal undgå. Alt det, I skal være forberedte på for at opnå det store kørekort i forældreskab.

I skal have styr på afstanden mellem tremmerne i tremmesengen, kemikalierne i vaskemidlet og på, hvorvidt den lilles negle skal klippes eller nulres af. I skal lytte til sundhedsplejersken og til alle de langt mere forældre-erfarne venner og alt det, der står i bøgerne. Men samtidig skal I endelig huske at lytte til jer selv og jeres instinkter, for det er jo kun dem, der kan fortælle jer, hvad den helt rigtige løsning er for lige netop jeres barn. Og så skal I samtidig huske på, at ingenting nogensinde bliver det samme igen.

Nu har I udsigt til fem år uden en ærlig nats søvn, til et liv, hvor I skal forvente at lægge ører til et astronomisk antal timer med skrig og skrål og protest og hysteri, og hvor det er afgørende vigtigt at have klare og tydelige forventninger og grænser – så længe I ikke skælder ud. Hvor det vigtigste i livet er at få givet den lille trygge og stabile og kærlige rammer, men for Guds skyld ikke overtræde den usynlige linje, hvor det pludselig bliver til curling.

Det er ikke helt ukompliceret.

Nye roller til begge 

Som ny mor går du måske ind til en hverdag, hvor din kæreste (som har levet et tæt på normalt liv de sidste ni måneder) står dig bi og hjælper dig på fuld tid – de første to uger – inden han eller hun igen vender tilbage til at leve et tæt på normalt liv med arbejde og kolleger og frokostpauser. Måske føles det, som om din partner nu er væk 94 % af tiden og er langt væk fra de minefelter, du lærer at navigere igennem hver dag. Og så er det naturligt også at føle, at det er svært, hvis han eller hun så lige smutter igen og går i biografen eller til koncert.

Som ny far (eller mor nummer to) sidder du måske med følelsen af, at du stiltiende må observere, hvordan din kæreste, der en gang var så interesseret i dig og den øvrige verden, langsomt slipper interessen i alt andet end den lille og forvandler sig til en form for hjemlig betjent i civil, der med Scotland Yard-agtig præcision slår ned på alt det, du hele tiden gør forkert. Samtidig forvandler den krop, som har været din primære kilde til følelsen af ægte nærhed og livskvalitet, sig til et lukket fort, hvor hun måske godt kan stå oppe fra borgmuren og vinke og småsludre med dig i ny og næ, men hvor du bare ikke længere bliver lukket ind.

Det er skrevet karikeret, men sandheden er, at begge dele godt kan føles ret ensomt.

En fælles beslutning om at lykkes

Hvis I mister evnen til at passe på hinanden i jeres parforhold, kan det føles meget nærliggende og nødvendigt at begynde at passe på sig selv i stedet for. Når man i perioder føler sig belastet helt ned til sine mest biologiske behov, så slår overlevelsesmekanismerne til: man bider fra sig, når man føler sig presset, man holder regnskab for at sikre sig, at man ikke bliver snydt, man kræver sin ret, fordi man aldrig får noget forærende længere. Det er utrolig forståeligt og utrolig menneskeligt, men det er bare også den direkte vej til at miste sit parforhold. Et kærlighedsforhold kan ikke overleve i længden uden omsorg, respekt og vilje.

At blive forældre sammen er på mange måder en indtræden i en fase af livet, hvor man er nødt til at beslutte sig for at få tingene til at lykkes. Begge to. Jeg tror, mange tænker, at hvis et parforhold er rigtigt, så vil man klare alting sammen. Men for mig at se, så er ”rigtigt” ikke noget, et parforhold er eller ikke er – det er noget, man gør det til. Hvis man forventer, at den rigtige mand eller kvinde vil være en, der altid gør det rigtige og altid forstår en, så har man udsigt til at blive skuffet.

For mig at se er ægteskab og forældreskab nødt til at være bygget på en beslutning om at ville et andet menneske – på trods af alle de kvaler, det kan føre med sig. I medgang og modgang. Det sure med det søde. Der er så afsindigt mange udfordringer indbygget i et ægteskab og et forældreskab, at hvis ikke man tager det på sig som en personlig udviklingsopgave, så vil fristelsen til at klandre den anden for den dårlige stemning eller den ”forkerte” følelse altid ligge på lur.

Tryghed og fællesskab

Du er selv ansvarlig for at vedligeholde din elskedes respekt for dig. Respekt er ikke noget, vi kan kræve af hinanden eller forære hinanden, den er kun noget, vi kan gøre os fortjent til. Men jeg tror ikke, det er muligt at blive ved med at ville et andet menneske, hvis man ikke respekterer ham eller hende, ligesom det er meget vanskeligt at tænde seksuelt på sin kæreste, hvis man samtidig synes, han eller hun er en kæmpe nar.

Når bladene og magasinerne giver tips til, hvordan man kan vurdere og forbedre sit parforhold, så oplever jeg ofte, at de benytter nogle parametre, der i virkeligheden knytter sig til de indledende faser af et parforhold: hvor meget alenetid lykkes det jer at have? Hvor ofte går I ud og spiser sammen, overrasker hinanden med impulsive tiltag? Hvor ofte har I sex?

Det er alt sammen gode, vigtige elementer at dele med hinanden, men hvis det primært er det, man vurderer sit forhold på, så kommer det let til at se rigtig skidt ud på den lange bane. Især når man også er forældre sammen.

Når et parforholds indledende lidenskab begynder at blive erstattet med tryghed og fællesskab, så er det på tide at begynde at måle på nogle andre parametre. Hvor large er I fx over for hinanden? Hvor ofte overvinder I en smålig impuls til at tale grimt til hinanden? Kan I stadig finde ud af at passe på hinanden i stedet for kun at passe på jer selv? Det er evner, der kræver modenhed og vilje, og hvis du spørger mig, så er det bedre måleparametre for et voksent parforhold end blot at vurdere, hvor gode I er til at holde fast i elementerne fra startfasen. Et forhold bliver alligevel ikke styrket af alenetid og en god middag, hvis man stikker til hinanden hele vejen igennem.

Den gode cirkel

Bragt ned på hverdagsniveau, så betyder det her, at I er nødt til at ville hinanden det bedste. Når det lykkes dig som mor at være ok med, at din mand går i biffen med sine kammerater, selvom du har hængt på den lille alene de sidste 11 timer og er virkelig træt, så bidrager det også til hans velvilje til at tage den lille på armen og gå i køkkenet og lave aftensmad, så du kan få en time på sofaen, selvom han har pisket rundt på sit arbejde i otte-ni timer i træk. Det, der sker, når han gør det, betyder, at det faktisk godt kan være, du får lyst til at forsøge at holde dig vågen helt til klokken ti og give ham et kys og spørge lidt til hans dag, og så mærker han måske lige nøjagtig nok interesse og omsorg fra dig til, at han kan undgå at føle det som en afvisning, når du ikke kan registrere en lyst til sex i aften heller. Til gengæld, så formår den forståelse fra ham måske lige nøjagtig at holde borgporten på klem, så du er åben for at mærke det, når din lyst til ham så pludselig alligevel rører på sig.

Det lyder alt sammen meget let på skrift. Det er det ikke.

Det sværeste og det smukkeste

Meget ofte vil jeres samvær ikke føles ”rigtigt”, for når ens basale behov er uopfyldte, så føles alting forkert. Meget ofte vil en af jer mislykkes med at være large og forstyrre balancen på velviljekontoen. Mere end en gang vil I komme i tvivl om, hvorfor det med at skabe en familie med hinanden engang virkede som sådan en god idé. De tidspunkter er ikke velegnede til at gøre status på jeres forhold. Men de er velegnede til at gøre status på din selvrespekt. Det er gode tidspunkter at overveje, om du egentlig har givet din kæreste eller ægtefælle grund til at respektere dig og din indsats på det seneste. Og hvis svaret er nej, så er der ingen anden vej end at overveje, hvad du kan gøre for at genoprette din selvrespekt, din kærestes respekt for dig og dermed også balancen i jeres forhold.

I medgang er kærligheden den bærende kraft i et ægteskab, men i modgang er (selv-)respekten ind imellem det eneste, man har at klamre sig til. Den kan til gengæld også holde til virkelig meget, hvis bare man ikke forsømmer at vedligeholde den.

Et parforhold kan godt være det sværeste og det smukkeste i hele verden på samme tid.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Børn og familie Parforhold