Emne: Spiseforstyrrelser

Forskning: Sådan behandles spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser kan i mange tilfælde behandles eller bedres. At få hjælp til at opnå normal vægt skal være et centralt mål i behandlingen, og det at indhente vægt er afgørende for både den psykiske og fysiske bedring samt for den syges livskvalitet. Men der er ofte også et terapeutisk arbejde at gøre med de psykologiske og sociale forhold.

Mennesker, der lider af spiseforstyrrelser, kan i de fleste – men ikke alle – tilfælde helbredes eller i hvert fald bedres. Man siger, at gennemsnitligt ca. 50 % bliver raske, cirka 30 % oplever bedring – mens ca. 20 % har langvarige, hvis ikke kroniske, forløb (Steinhausen, 2009).

Mange faktorer påvirker dog chancen for at blive rask. For det første opnår flere, der er ramt af spiseforstyrrelse, såkaldt remission (bedring) – jo længere tid vi følger dem – op til 70-80 % efter 10 år (Keel & Brown, 2010). Blandt de, der har været syge i kortere tid eller har mindre alvorlige symptomer, er der ligeledes flere, der bedres (Steinhausen, 2009).

Spiseforstyrrelser behandles typisk ved hjælp af forskellige terapeutiske metoder, der i første omgang er målrettet symptomerne på spiseforstyrrelsen. I de fleste tilfælde foregår det ambulant, men i de mere alvorlige tilfælde kan det også foregå under en indlæggelse eller i daghospitalsregi.

Nyeste guidelines

De seneste og mest opdaterede guidelines for behandling af spiseforstyrrelser er de engelske fra National Institute for Health and Care Excellence (NICE), som er blevet publiceret i 2017 (www.nice.org.uk/guidance/ng69).

Disse guidelines tager udgangspunkt i, hvad der forskningsmæssigt er vist evidens for og indeholder både anbefalinger vedr. specifikke behandlingsmetoder og mere generelle elementer. Her har man fx fremhævet for anoreksi, at støtte og behandling bør inkludere monitorering –altså løbende overvågning – af vægt samt mental og fysisk helbred. På samme måde bør den indeholde psykoedukation om spiseforstyrrelser, og de pårørende bør inddrages i behandlingen. At få hjælp til at opnå normal vægt skal være et centralt mål, særligt i den første del af behandlingen, idet vægtindhentning er afgørende for psykologisk og fysiologisk bedring samt den ramtes livskvalitet.

Fokus på spisning

De anbefalede terapeutiske behandlinger har i høj grad fokus på normalisering af den ramtes spisning og vægt samt ophør af kompenserende adfærd. Mange tænker, at dette fokus er forkert, og at man bør fokusere på at arbejde med de grundlæggende årsager, der ligger til grund for lidelsen. Det er der dog inden for spiseforstyrrelsesområdet ingen evidens for – snarere tværtimod.

En forskergruppe havde vist, at interpersonel terapi (IPT) ved en et-års opfølgning – men ikke ved behandlingsafslutningen – har lige så god effekt som kognitiv-adfærdsterapi-spiseforstyrrelser (KAT-ED). Forskerne ønskede efterfølgende at teste, om denne bedring af spiseforstyrrelsessymptomer skete ad forskellige veje; gennem ændringer af de interpersonelle vanskeligheder i IPT og gennem adfærd i KAT-ED.

Her fandt man, at den afgørende medierende faktor, den variabel, der viste sig at forudsige et fald i overspisninger ved begge terapier, var ændringer i den restriktive spisning fire uger inde i behandlingen – uanset behandlingstype (Wilson, Fairburn, Agras, Walsh, & Kraemer, 2002).

Tidlig forandring giver gode resultater

En tidlig forandring i behandlingen er vigtig for at få det bedre. En nyere metaanalyse fra 2016 har analyseret resultaterne fra 24 studier, der alle har testet, hvilken betydning tidlig forandring har for chancen for at blive rask på sigt (Nazar et al., 2016). På tværs af studier finder de, at tidlig forandring (i form af vægtøgning ved anoreksi og fald i overspisninger og kompenserende adfærd ved bulimi samt normalisering af spisning) giver en ca. fem gange øget sandsynlighed for senere bedring ved både anoreksi og tvangsoverspisning (BED) – mens den var 2,75 gange højere ved bulimi.

I samme tråd har en forskergruppe påvist, at KAT-ED sammenlignet med psykoanalytisk psykoterapi medfører signifikant flere i remission (42 % vs. seks %) blandt voksne med bulimi (Poulsen et al., 2014), mens voksne med bulimi oplever, at det er nemmere at ændre på antallet af overspisninger, opkastninger og trangen til at være på slankekur – men sværere at ændre på ønsket om at blive tyndere og problemer med kropsopfattelse (Rorty, Yager, & Rossotto, 1993).

To-sporet behandling

Samlet set viser forskningen således, at når det gælder behandlingen af spiseforstyrrelse, skal udgangspunktet for behandlingen være at ændre den restriktive spisning, overspisninger, undervægt og kompenserende adfærd samt udfordre de tanker, der er forbundet hermed. Herefter eller sideløbende (ikke på bekostning af) kan det være relevant at arbejde mere målrettet med eventuelle grundlæggende problematikker. Man taler derfor inden for spiseforstyrrelsesbehandlingen om, at behandlingen skal være to-sporet – arbejdet med symptomerne på spiseforstyrrelsen og arbejdet med de mere psykologiske og sociale forhold.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Forskning Spiseforstyrrelser