Emne: Børn og familie

Tag dit barns signaler alvorligt

Børn, kærlighed og bekymring hænger sammen. Når vi er ansvarlige for nogen, som betyder noget helt særligt, ligger bekymringerne på spring.

Børn, kærlighed og bekymring hænger sammen. Når vi er ansvarlige for nogen, som betyder noget helt særligt, ligger bekymringerne på spring. Bekymringerne signalerer, at noget ikke er helt godt og at vi skal være særligt opmærksomme. På den måde er bekymringer både brugbare og belastende.

Ofte tager den ene bekymring den anden: hvad er der galt med mit barn? Hvad skal jeg gøre ? Ofte foretager vi os noget, som gør, at det ”løser sig” og vores bekymring fortager sig. Sker det ikke, blander vi hurtigt mange ting sammen, fordi vi har tænkt og forsøgt meget.

Det kan derfor være hjælpsomt at stoppe op og spørge sig selv:  

  1. Er jeg bekymret, fordi mit barn viser tegn på mistrivsel eller
  2. Er jeg bekymret for, at mit barn måske ikke udvikler sig normalt.

Det er selvsagt en forenkling, og man kan have begge bekymringer på én gang. Forenklingen skal her tjene som en måde at skelne forskellige former for bekymringer og hvilke kendetegn, man kan være på udkig efter.

Jeg er bekymret for mit barns trivsel

Børn er ikke altid glade og gode venner med alle. De sover ikke altid og man undrer sig løbende over deres reaktioner og adfærd. Børn græder. Børn kan vægre sig imod at følge regler i børnehave, skole og hjem. Det er en naturlig del af deres liv og udvikling, som modsvares af forældrenes omsorgs- og opdragelsesadfærd. Men oplever du, at dit barn er trist mere sammenhængende, virker energiforladt, virker angst eller tilsyneladende har mistet lysten til ting, som han/hun tidligere var glad for, så er det et signal om, at noget ikke er, som det skal være. Dit barn viser således, at der er noget, du skal tage ekstra alvorligt og gøre noget ved.

Det er bare ikke altid åbenlyst, hvorfor børn ikke trives eller at de ikke trives. Børn kan være for små til at fortælle os, hvad der er galt, de kan have svært ved at udtrykke sig, de kan være bange for følgerne af, at de fortæller det. De kan også fortælle, at noget gør ondt fx i maven. Børns adfærd kan også være paradoksal og uhensigtsmæssig. De kan bide andre, hvis noget er svært, eller de kan reagere med at være ”umulige”. Det er en fordel, når de kan fortælle, hvad der er galt, men det betyder ikke, at det er let og ligetil. Hvis du spørger dit barn, hvad der er galt, kan det sagtens finde på at sige ”ikke noget”. Jeg har siddet med flere børn og unge, som siger, at de ikke kan lide at sige noget til deres forældre, fordi de ikke vil gøre dem kede af det eller vrede eller begge dele.

Tal med dit barn

Det er vigtigt, at man som forældre ikke bare stiller sig tilfreds med et afvisende svar. Her er det ok at presse på og fx sige “jeg kan se, at der er noget galt og jeg vil have, at du fortæller mig, hvad det er”. Fortæl også dit barn, at uanset at det kan være svært at fortælle om, uanset om det er en lille ting, uanset at det kan føles flovt, mærkeligt, uanset at du er bange, uanset at du tror, at vi ikke kan hjælpe dig med det, uanset hvad, så elsker vi dig og vil gerne lytte og gøre alt for at hjælpe. Og selvom vi kan blive kede af det, du fortæller, så er det meget værre, når vi kan se, at du går rundt med noget helt alene.

Når dit barn er trist i længere tid end vanligt og viser andre reaktioner end vanligt, så skal du være særligt opmærksom og nysgerrig på, hvad der mon er på færde, hvornår, hvorfor m.v. Husk at give dit barn et stort kram og sige ”jeg elsker dig og er så glad for dig” lidt oftere end ellers. Husk også, at selvom dit barn er trist, bange, irritabelt eller andet, så må det ikke betyde, at man give et greencard til dårlig opførsel. Man behøver ikke slå sin søster, fordi man ikke har det godt.


Nogle typiske tegn på mistrivsel

  • Nedtrykt
  • Trækker sig fra venner og sociale sammenhænge
  • Har ondt i maven
  • Giver udtryk for ondt i livet
  • Tilbagegang i udvikling fx tisser i sengen efter at være blevet renlig
  • Er irritabel og virker uglad
  • Igennem længere tid har fået vanskeligheder med at sove
  • Mere ængstelig end ellers – igennem længere tid
  • Besværlig og irritabel
  • Svært ved at koncentrere sig
  • Klarer sig dårligere fagligt end normalt

Der er mange andre tegn på mistrivsel og tegnene er sjældent entydige. Kig efter forandringer i adfærd og mønstre og tag din bekymringsfølelse alvorligt.

Bekymring for mit barns udvikling

Børn og unge skal i dag opfylde forskellige mål fra tidligt af. Udviklingsmål og læringsmål er blevet faste dele af vuggestue-, børnehave- og skoleliv. Samfundet og vi forældre har i høj grad fokus på, hvad børn skal kunne, på deres kompetencer og færdigheder. Ængsteligheden for ikke at kunne, ikke at have kompetencerne, melder sig derfor naturligvis også hurtigere. I tillæg kan vi som forældre også blive optaget af, om vi bekymrer os for meget eller for lidt. Curling-begrebet vil vi ikke have klistret på os, men vi er også bange for ikke at få handlet i tide. Bag bekymringerne ligger forældrekærlighed og ønsker om det bedste for vores børn. Foran bekymringen ligger et svært arbejde med at finde ud af, om bekymringen er relevant, og hvis den er, hvad gør man så og hvem kan hjælpe.  

Her er nogle typiske tegn på ikke-alderssvarende udvikling, som du kan kigge efter:

  • Sproget er meget forsinket
  • Svært ved at indgå i leg/samvær med de andre, uden at det ender i konflikter
  • Leger for det meste med børn, der er meget yngre
  • Interesserer sig ikke for at være sammen med andre
  • Trækker sig og/eller afviser andre
  • Forsinket motorik fx kravler og går meget sent, er meget klodset og går fx ind i ting. Meget ukoordineret i forhold til sine jævnaldrende
  • Han/hun bliver mere vred, mere bange, mere ked af det, mere genert end andre
  • Har i dagligdagen svært ved at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler og er måske endda uinteresseret
  • Han/hun tegner ikke alderssvarende eller kan ikke følge med i skolen
  • Kan ikke sidde stille og bevæger sig hele tiden, også under måltider
  • Er så følsom over for berøring, lyde og lugte, at det er et problem i hverdagen

Der er mange andre tegn på forsinket udvikling, og tegnene er sjældent entydige. Noter gerne ned og tag din bekymring alvorligt.

Sæt en grænse for din googling

Hvis ens barn ikke udvikler sig alderssvarende, bliver man hurtigt opslugt af at søge information på nettet: ”har mit barn autisme”, ”har mit barn ADHD”,  ”har mit barn angst”, “hvorfor lærer mit barn ikke”, ”mit barn kan ikke tale endnu”. Vi googler os til information. Det er fint nok, men informationen kan også hurtigt overvælde og forvirre én. Så sæt en tidsgrænse for dagens bekymrings-googling.

Husk det bag bekymringerne – liv, barn, kærlighed

Når man som forældre bekymrer sig, så kan det hurtigt blive svært at se barnet for bare bekymringer. Man risikerer at glemme at nyde sit barn.  

En mor fortalte mig engang, hvor ked af det hun blev, da det gik op for hende, at hun ikke havde glædet sig nok med sit barn over alle milepælene, fordi de altid kom for sent og så var det ligesom, at de havde travlt med at komme videre til næste milepæl. For hende lå en stor sorg i at erkende, at hendes barn ikke var alderssvarende, men en stor glæde ved, med accepten, endelig at kunne slippe ”ræset” og nyde sit barn og støtte det bedst muligt i de udfordringer, det måtte møde.

De samme symptomer kan være udtryk for noget forskelligt. Det kan være svært at holde koncentrationen, når noget er svært, når man er ked af det, når man er bange, fordi man oplever, at noget er kedeligt.

Hvis du er bekymret for dit barns trivsel eller udvikling, så kan det være en hjælp, at:

  • Skrive et par noter om, hvad det er, der gør dig bekymret. Hvor lang tid har det stået på, ser du nogle mulige sammenhænge? Hvad har du forsøgt og er der noget, der har hjulpet?
  • Drøfte det med din medforældre, venner og eventuelt bedsteforældre 
  • Tale med dit barn om din bekymring (hvis barnet har sprog)
  • Drøfte det med de professionelle omkring barnet: sundhedsplejerske, pædagoger, lærere m.v.
  • Søge råd hos anonyme rådgivninger online eller på telefon
  • Opsøge kommunens åbne anonym rådgivning

Det kan være, at du/I i fællesskab får sat ind, så jeres barns trivsel vender tilbage eller dets udvikling ikke længere bekymrer.

Når bekymringerne varer ved

Hvis bekymringen fortsætter, er det en god idé at kontakte Pædagogisk Psykologisk Rådgivning PPR. PPR er et rådgivende organ for børn og unge i alderen fra 0-18 år. PPR er forskelligt organisereret fra kommune til kommune, men typisk er der tilknyttet psykologer, talepædagoger og konsulenter.

Afhængig af barnets alder kan sundhedsplejerske, vuggestue, børnehave og skolen hjælpe med en henvisning til PPR. Det samme kan egen læge. Du kan også selv tage kontakt til PPR.

Hvis du tager kontakt til PPR, er det en god idé at orientere og inddrage institution eller skole. Et barn, som mistrives, vil oftest vise mistrivsel flere steder, om end graden af mistrivsel kan svinge. Derfor vil det være godt, at flere omkring barnet og den unge kan bidrage til at skabe udvikling og trivsel.

Hjælp online og på telefon

 

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Børn og familie