Emne: Børn og familie

Vi skåner vores børn, når vi har det svært

Hvad gør man som forælder, når man har det psykisk svært eller bliver syg og er i tvivl om, hvor meget man skal fortælle sit barn om situationen – og ikke mindst, hvordan man hjælper sit barn? Få guide til, hvordan man som forælder kan forberede sig på svære samtaler.

Når man som voksen bliver ramt af en psykisk lidelse eller får psykiske udfordringer, så er der selvsagt en stor risiko for, at der er børn på sidelinjen. Det betyder, at der er ganske mange børn, der på et eller andet tidspunkt i deres opvækst oplever, at mor eller far, eller måske begge, har det rigtigt svært.

Som forælder er det ganske naturligt, at man kan blive bekymret og i tvivl om, hvordan man hjælper sine børn bedst, og hvor meget man skal tale med dem om, at man har det svært eller ligefrem er syg.

De allerfleste af os vil instinktivt prøve at skåne vores børn for ubehag og bekymringer. Ligesom det selvfølgelig i sig selv er psykisk krævende at tale om noget, der er svært – særligt når man selv mangler mentalt overskud. Mange af os er også selv vokset op i familier, hvor man ikke talte om det at have det svært og møde modgang. Eller vi er del af en generation, hvor psykiske lidelser har været forbundet med tabu, og det at dele svære voksen-emner med børn var uhørt.

Børn prøver at forstå

Når det alligevel giver mening at prøve at gå imod tendensen til at undgå svære emner med børn, så er det fordi, denne undgåelse i sig selv kan skabe ubehag hos børn og problemer for dem på længere sigt.

Børn kan komme til at gå alene med tanker og fornemmelser, der er følelsesmæssigt belastende for dem, og vil let kunne holde dem ufordøjet for sig selv, når de mærker, at voksne viger fra at tale om det. I stedet vil de selv finde forklaringer, som kan være vældig forkerte, men dog forklaringer, fx “når far ser så trist ud og ikke går på arbejde, så er det nok fordi, vi er ved at blive fattige og ikke har penge nok”.

Forklaringen kan være, at vi mennesker adskiller os fra andre pattedyr ved, at vi ikke blot søger at overleve men også at skabe mening med det, vi står i. Vi reagerer ikke blot reflektorisk på vores omverden, men kan tilpasse os de forandringer, vi møder, bl.a. fordi vi kan lave mening ud af dem og finde alternative måder at klare dem på.

Når vi eksempelvis siger til vores barn, at “det behøver du ikke bekymre dig om”. Så er der alligevel en stor sandsynlighed for, at barnet helt automatisk vil forsøge at skabe mening ud af det, som han/hun ser eller fornemmer, uanset vi ønsker det eller ej.

Vi ser ofte det værste først

På samme måde har vi mennesker også en tendens til at ”se det værste først”.  At kunne se og reagere hurtigt på fare og utryghed er en grundlæggende biologisk overlevelsesstrategi. I forhistorisk tid har det skærpet vores evne til at komme væk fra eller bekæmpe en potentiel farlig situation. I dag kan vores biologiske tilskyndelse nogle gange medføre, at vi bekymrer os unødigt eller bliver angstfulde.

Når de voksne i en familie rammes af sygdom eller psykisk lidelse, er det naturligt nok en påvirkning, som let fører til en højere grad af bekymring eller angst. Bekymringen vil, uanset om den er realistisk eller ej, skabe utryghed. Børn mærker – som alle andre – når noget er galt. Og når børn føler utryghed, vil de søge beskyttelse hos voksne. Når det imidlertid er den voksne selv, der er ramt, vil barnet instinktivt fornemme, at den voksne ikke lige nu er tryg og beroligende at søge til. Hvis den voksne fx tier for at skåne barnet for noget af det ubehag, som den voksne selv oplever, vil barnet i stedet selv søge at finde forklaringer på det, der er galt.

Afhængig af barnets alder kan disse forklaringer være mere eller mindre realistiske. Måske tænker barnet: ”det er nok noget, jeg har gjort galt, som har gjort min mor så ked af det, eller min far så rasende”. Eller: ”hvis jeg bare er stille og rigtig sød – eller laver en masse skæg og ballade, så bliver mor eller far glad igen”.

Det er vigtigt som forælder at kunne korrigere disse forklaringer og tage ansvaret for situationen væk fra barnet. Det kan godt være svært, også fordi børn typisk holder deres forklaringer for sig selv.

At tale med sine børn, når man har det svært

Når man begynder en samtale med børn om noget, som er svært, er det vigtigste ikke, at man får fortalt alt. Det vigtigste er, at barnet oplever, at hun eller han ikke er alene med sine fornemmelser, følelser og forklaringer på det, der er galt. Men at barnet tværtimod oplever, at mor eller far stadig er følelsesmæssigt tilgængelige og kan tåle, at barnet spørger til, hvordan man har det – eller fortæller om sine egne følelser og bekymringer.

Det er en god idé at forberede sig til en samtale med sine børn om, at man selv eller ens partner har det psykisk svært. Du kan fx sætte dig alene eller sammen med din partner eller en god ven og reflektere over følgende spørgsmål og skrive svarene ned på et stykke papir. På den måde bliver du mere bevidst om, hvordan du selv forholder dig til situationen og eventuelt også, hvad der er særligt svært for dig ved at skulle tage sådan en snak.

Samtidig forbereder du dig også på de følelser og reaktioner, som barnet har brug for den voksnes hjælp til at forstå og fordøje, så de ikke virker alt for skræmmende eller utrygge på barnet.


Spørgsmål, der kan hjælpe dig med at blive mere afklaret:

  1. Hvad er mit barns perspektiv på det, der sker lige nu? Hvad ser, hører eller fornemmer mit barn lige nu, hvor vores familie står i en svær situation?
  2. Hvad kan mit barn bekymre sig om?
  3. Hvilke informationer kan være vigtige og relevante for mit barn at få (tilpasset barnets alder)? Er der ting, barnet kan have hørt, som det kan have svært ved at forstå, eller som kan virke skræmmende?
  4. Er der nogle måder, hvor jeg kan hjælpe mit barn til at få en forståelse af de forandringer, barnet oplever i familien?
  5. Er det for svært for mig selv at tale om det, der plager mig voldsomt? Bliver jeg for ked af det, oprørt eller for irritabel, og vil der eventuelt kunne være en anden fortrolig voksne, som kan tale med mit barn om det svære?

Børn er forskellige

Børn er forskellige afhængig af køn, alder, men også temperament og personlighed, og det er vigtigt at tage hensyn til hvert enkelt barn og lægge mærke til, når barnet bliver fraværende, har brug for lige at trække sig lidt eller på anden måde viser, at nu har det fået nok.

At gå lidt til og fra ting, som er svære, er ganske naturligt. Det er børns almindelige måde at håndtere ting på, som følelsesmæssigt kræver meget af dem. Børn er også forskellige med hensyn til, hvor sproglige og følsomme de er. Hvor ét barn taler meget, vil et andet barn mere vise med sin adfærd, hvordan det har det. Når emner eller fornemmelser bliver for overvældende for børn, skal dette altid respekteres som udtryk for, at barnet beskytter sig selv. Børn vender tit af sig selv tilbage til det, som måske var for svært i første omgang. Så man atter får chancen for at lytte til barnets oplevelser, eller hjælpe barnet til at forstå det, der sker.

Den dårlige samvittighed

Det rammer os hårdt følelsesmæssigt, når vi som forældre selv har det svært og kan mærke, at det også påvirker vores børn. Livet er også sårbarhed, tab og ind imellem meget voldsomme oplevelser. Sådan er det også for børn. Børns trivsel hænger sammen med vores trivsel, og når forældre bliver ramt af alvorlig sygdom og psykisk lidelse, påvirker det resten af familien.

Det vigtige budskab er, at det netop også er familien og andre nære voksne, der kan hjælpe børn, når livet gør knuder. Vi kan ikke skåne vores børn fra smertefulde oplevelser, men vi kan sørge for, at de får en hjælpende hånd igennem oplevelserne og ikke står alene. Der skal tit ikke så meget til. En hjælp til at forstå den virkelighed, som familien lige nu står overfor. Ikke nødvendigvis en masse ord, men nok til, at barnet ikke skal gætte sig frem til, hvad der sker.

Når børn mærker, at man er tilgængelig for bekymringer og spørgsmål, vil de som regel begynde at føle sig trygge igen. Det er samtidig vigtigt, at man får vendt sine tanker og følelser med sig selv og sin partner – eller sin mor, ven eller veninde – og minder sig selv og hinanden om, at tågen af dårlig samvittighed har det med at lægge sig, når man får sat ord på det svære.

En enkelt samtale kan indimellem være nok, og rækker ens eget overskud ikke, er det vigtigt at finde en anden nær voksen, der kan træde til. Det bliver så meget lettere for børn, når de oplever, at ”kanalen er åben” og de kan stille spørgsmål og få forklaret forvirrende eller uroskabende oplevelser.

Find yderligere hjælp

Der er flere forskellige steder, hvor man kan finde viden om børn som pårørende i familier med psykisk lidelse, fx inspiration til, hvordan man som forælder kan tale med egne børn eller materiale henvendt til børn.

Går dit barn i skole, kan du også henvende dig til PPR (Psykologisk Pædagogisk Rådgivning) på dit barns skole – eller hos eventuelle andre rådgivningsmuligheder i den kommunale børneforvaltning.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Angst Børn og familie Depression Pårørende Stress