Emne: Børn og familie

Du kan lære dit barn at håndtere frustration

Det er okay at blive frustreret over at tabe i en konkurrence eller et spil, men det er ikke i orden at råbe ad de andre eller skride og smække med døren. Når børn kommer til det alligevel, skal vi lære dem at komme tilbage og sige undskyld.

– Hold så op!

– Lad nu være!

– Så er det nok!

De fleste forældre genkender sætningerne, og de følelser, der kan komme til udtryk, når vi har fået nok og bliver frustrerede. Det er meget forskelligt, hvad vi som forælder reagerer på, hvad der “tricker” os. Det kan være, når vores børn sparker, skriger og råber – eller når de smækker med dørene, græder stille eller sender os bebrejdende blikke og et løftet øjenbryn, der signalerer, at vi er strenge og ikke har forstået noget som helst. Og nogle gange forstår vi faktisk heller ikke noget som helst, og andre gange forstår vi det udmærket, men kan eller vil ikke fjerne det, som frustrerer vores børn. Det er her vi som forælder tydeligt mærker, at frustration er en del af livet, som man – også som barn – må lære at håndtere bedst muligt.

Frustration er også udtryk for ønsker 

Frustrationer og ønsker hænger sammen. Når barnet bliver vild i øjnene af frustration og med fast vilje erklærer ”nej, jeg vil ej”, så er det fordi, han eller hun vil noget andet, eller bare ønsker at bestemme selv. Det kan også være en frustration over ikke at kunne noget: ”jeg lærer det aldrig” – og altså samtidig et ønske om at kunne finde ud af det.

Ønsker skal her forstås bredt. Man kan fx ønske sig at få opmærksomhed, fred, slik, mere computerspilletid, en nyere mobil eller lov til at blive hjemme fra skole. Ønsket kan også være et ønske om, at noget ikke skal ske, fordi det bringer ubehag eller fjerner barnet fra noget hyggeligt og rart, som barnet var i gang med: ”Jeg vil ikke i bad, skynde mig, have flyverdragt på, rydde op på mit værelse” etc. Nogle gange er det simple ønsker, som vi let kan genkende og hurtigt tage stilling til og melde ud i forhold til. Andre gange kan det være sværere for os at koble ønsker og adfærd og finde ud af, hvordan vi håndterer situationen.

Vi skal kunne udholde frustration

Når børn bliver frustrerede og vrede, og det hele går i hårdknude, kan det være en hjælp at spørge sig selv om, hvilket ønske barnets frustration er et udtryk for. Måske driller Peter sin lillesøster igen, igen, fordi han keder sig og har fundet en mulig vej ud af kedsomheden ved at drille. Det kan også være, at han forsøger at lette en trykket stemning ved at opmuntre lillesøster. Eller at han er sur på sin mor, fordi hun har gjort eller sagt noget, som han ikke brød sig om eller blev ked af. Det kan være fordi, han har haft et skidt dag i skolen og er frustreret over at gå alene rundt med en masse følelser, som han ikke formår at få sin mor til se og forstå. Det kan være så meget.

Det handler ikke om, at vi skal finde på undskyldninger for vores børns opførsel, eller præsentere dem for en masse forklaringer på, hvorfor de gør, som de gør – men mere om, at vi er nysgerrige på de behov, som de giver udtryk for, og ikke mindst, at vi kan udholde deres frustrationer. Når vores børn viser frustration, stiller det krav om, at vi som forælder kan håndtere og udholde vores børns frustration (og vores egen), sådan at de lærer at håndtere de udfordringer, som livet stiller, bedst muligt. Det er ikke altid nemt, og det kan også være svært at vurdere, hvornår frustrationer, vrede og måske gentagne voldsomme udbrud er for meget, så at sige, og det bliver for svært at håndtere som forælder.

Når vores børn viser frustration, stiller det krav om, at vi som forælder kan håndtere og udholde vores børns frustration (og vores egen), sådan at de lærer at håndtere de udfordringer, som livet stiller, bedst muligt.

Vi har ikke krav på vores børns forståelse

Det er naturligt for børn at reagere med frustration, når de møder en udfordring, der er for stor. Det sammen kan siges om voksne, vi er bare bedre til at håndtere vores frustrationer – for det meste. Udfordringer, der er lidt for store i forhold til vores formåen, forekommer hele livet, når vi udvikler os og lærer: ”jamen, jeg kan ikke finde ud af det, jeg lærer det aldrig”. Hvis et barns frustrationer er meget voldsomme og længerevarende, er det som regel udtryk for, at han eller hun ikke har kunne tackle en udfordring, og at den fortsat er for stor.

Som forælder kan vi nemt komme til at appellere til, at vores børn skal kunne forstå og tage ansvar for noget, som de modenhedsmæssigt ikke er i stand til. Det øger blot frustrationerne. Det er ikke sikkert, at Per ”nok kan forstå, at Bertram bliver ked af det”. Og det er ikke sikkert, at vores 11-årige dreng viser forståelse for vores opdragelse, lige når vi erklærer, at han skal dække bord. Og det kan godt være, at vores fem-årige datter faktisk synes, at hun skynder sig alt, hvad hun kan. Som forælder vil vi ofte gerne have, at vores børn viser forståelse for, hvad vi bestemmer og beslutter, men det er ikke altid, at de kognitivt kan følge med, eller, at de på det tidspunkt, hvor de er frustrerede, kan eller vil vise forståelse.

Betyder det så, at vi skal acceptere alle former for reaktioner eller give efter? Nej, selvfølgelig ikke. Det betyder, at vi skal lære vores børn at håndtere frustration bedst muligt, og så hensynsfuldt som muligt. Vi har ikke krav på vores børns forståelse for vores beslutninger, de er vores ansvar, men vi kan, afhængig af barnets alder, med fordel være nysgerrige på, hvad barnet finder særligt vanskeligt og hvorfor. Vi kan også bede barnet om at komme med forslag til løsninger – eller måder vi eventuelt kan hjælpe barnet med at komme igennem udfordringen.

Trods er et udtryk for frustration

Trods og frustration er ikke det samme, selvom trods også kan være et udtryk for frustration. Det vi populært kalder trods-alderen, går jo ud på, at børn gerne vil og øver sig i at gøre alting selv og bestemme – og nogle gange mere end, de kan overskue eller deres forældre tillader. Det skaber friktion, og hvis barnet ikke får sin vilje, bliver det frustreret. Trods kan være en reaktion på frustration over ikke selv at få lov, men det kan også være gråd eller accept.

Trods som reaktion er en del af barnets naturlige udvikling hen imod mere selvstændighed. Så når vores børn siger ”kan selv” eller ”vil selv”, så kan det jo også være, at det faktisk kan eller er lige på nippet til at kunne. Fælles for frustration og trods er, at det signalerer til os forældre, at der er noget, som barnet ikke er tilfreds med og så må vi tage stilling til, om vi vil imødekomme vores barn på det her punkt eller ej. Samtidig må vi sørge for, at de lærer, at det er ok at give udtryk for en anden holdning end forældrenes. Det er bare ikke altid, at man får sin vilje, og det betyder også noget, hvordan man giver udtryk for sin holdning.

Lær at sige undskyld

Børns frustration og opdragelse hænger som regel sammen. Hvis et barn får lov til at gøre præcist, som det vil og ønsker hos sine forældre, oplever barnet måske ikke så mange frustrationer derhjemme, men når barnet så møder kammerater og voksne ude i verden, som stiller anderledes krav, kan frustrationerne blive større. Samtidig har barnet ikke så mange erfaringer med at håndtere frustration.

Regler, pligter, at holde orden og tage hensyn til andre, kan være frustrerende, fordi det kræver, at barnet tilsidesætter egne behov og ønsker. Som forælder skal vi ruste vores børn til at møde modgang og håndtere frustration på en nogenlunde acceptable måde, og at sige undskyld eller beklage, når det ikke lykkes. Her kan vi også bruge os selv som eksempler, både når det lykkes os at vise vores egen frustration på en acceptabel måde og undskylde, når det ikke lykkes.

Det er eksempelvis okay at blive frustreret over at tabe en konkurrence eller et spil, men det er ikke i orden at råbe ad de andre eller skride og smække med døren. Når vores børn kommer til det alligevel, må vi lære dem at komme tilbage og sige undskyld.

Vi har forskellige frustrationstærskler

Det er vigtigt at være opmærksom på, at frustrationer er individuelle, og der kan være stor forskel på vores børns frustrationstærskel. Som forældre drejer det sig om at bistå hvert enkelt barn med at håndtere frustration. Hvis et barn fra en tidlig alder viser en lav frustrationstærskel, så er opgaven med at sørge for, at barnet lærer at håndtere frustration på en tilstrækkelig social acceptabel måde, større og sandsynligvis også vanskeligere.

Som forælder skal vi også være særligt opmærksomme på vores egne frustrationstærskler og ikke mindst på, hvordan vi agerer mest hensigtsmæssigt. Når vi får vist vores frustration på en “dum” måde, er det vigtigt, at vi forsøger at vise os som et godt eksempel og vende tilbage og sige undskyld, for at vi råbte eller sagde tingene på en grim måde. Når vores børn viser frustration, er vi som forælder en del af det, der foregår. Ikke blot reagerer vi selv mere eller mindre hensigtsmæssigt, vi er samtidig den, der skriver reglerne.

Det er aldrig i orden at slå

Når vi ikke har det godt, bliver vi hurtigere frustreret. Vi kan føle, at vi ikke er gode nok, eller at vi ikke lykkes. Det samme kan børn, og frustrationen trigges hurtigt: ”jeg kan jo aldrig gøre noget som helst rigtigt”.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad vores børn bøvler med, hvis de normalt viser, at de har lært at håndtere og vise frustration nogenlunde acceptabelt, men så i en længere periode er begyndt at blive mere opfarende og viser frustration på andre måder. Det er fint at vise forståelse for vores børns frustration, men undlad at vise forståelse for uhensigtsmæssige reaktioner. Det er faktisk aldrig i orden at råbe, sparke, slå eller smække med døren. Vis i stedet, at du er der, drag omsorg og hjælp fortsat dit barn med at håndtere frustrationen så hensigtsmæssigt som muligt.

Frustration er en del af hverdagen

Nogle gange opfylder vi som forælder flere ønsker, end vi plejer, fordi vi er pressede eller har meget at se til. Det kan være, at vi i en periode har ladet børnene slippe for at dække bord og rydde af. Og når vi så beder dem om at hjælpe til igen, bliver de meget frustrerede, fordi de ikke har lyst og måske har planlagt at skulle noget andet.

Måske har vores datter ligget syg med feber og fået lov til at drikke saftevand, spise lige det, hun har lyst til og se fjernsyn dagen lang. Når hun så bliver rask, vil hun stadig gerne serviceres, men nu er det altså slut – og så bliver hun sur. Den slags frustrationer foretager sig som regel hurtigt. Andre gange strækker vi os lidt for langt og lidt for længe, og så er der skabt et skævt mønster, som det kræver en lidt større indsats at få bugt med. Her skal vi være klar til at udholde og håndtere både vores egen og vores børns frustration.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Børn og familie