Emne: Borderline

Hvad er personlighedsforstyrrelser?

Vi har alle en personlighed, nogle typiske træk, som andre vil beskrive os med. Når man har en personlighedsforstyrrelse er nogle af disse træk så ekstreme og ufleksible, at man har problemer med fx tæt kontakt til andre mennesker, eller at klare sig selv. Lidelsen kan behandles.

Vi har alle nogle særegne personlighedstræk og måder at være på, men vi har også nogle fællestræk, som vi deler med andre, der så at sige ligner os, fx siger vi at, han eller hun er en udfarende type, eller en forsigtig, selvudslettende person.

Vi kan også karakterisere hinanden med forskellige væremåder, fx at man er usikker, ambitiøs, modig, distanceret, mistroisk, selvoptaget – eller typen, der blander sig eller er meget følsom. Det er vurderinger, vi som regel ikke er bevidste om, men som er udtryk for vores behov for at afkode vores omgivelser og en del af den måde, vi orienterer os socialt på.

Hvad er personlighed?

Personligheden er det varige, stabile mønster i måden, vi tænker, føler, handler, skaber kontakt og interagerer med andre på. Varig skal ikke forstås som uforanderlig. Personligheden kan ændre og udvikle sig gennem hele livet. Man kan tale om personlighed som de typiske væremåder, som de, der kender os, vil beskrive os med og identificere os som.

Vores personlighed bliver dannet i tæt samspil med vores omgivelser og den kultur, vi er den del af. Familier kan fx være præget af typiske træk, som er en del af de enkelte familiemedlemmers identitetsfølelse; børn har træk, der mere eller mindre stemmer overens med morens eller farens fremtrædende personlige karakteristika.

Skift i kulturelle normer har også betydning for. hvilke personlighedstræk, der betragtes som afvigende, og hvad vi betragter som normalt. Fx bliver karakteregenskaber som generthed, usikkerhed i større forsamlinger og tilbageholdenhed i dag i højere grad vurderet som et udtryk for social angst end tidligere.

Typiske personlighedstræk eller forstyrrelse?

Der er altså glidende overgange mellem, hvad man kan kalde normalt og afvigende. Det gælder for alle psykiske lidelser og i særlig grad for gruppen af personlighedsforstyrrelser. Det er gradsforskelle, der afgør, om en funktionsmåde betragtes som en karakteregenskab, det vil sige som særpræg eller type – eller som afvigelse og forstyrrelse.

Der er ikke en klar adskillelse mellem type af personlighed og en personlighedsforstyrrelse. Alle mennesker har en personlig stil; man kan fx godt have narcissistiske træk uden at have en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, eller være optaget af orden og perfektion uden at opfylde de diagnostiske kriterier for en obsessiv-kompulsiv personlighedsforstyrrelse.

Diagnosen personlighedsforstyrrelse

Personlighedsforstyrrelser betyder forstyrrelser i personligheden. Fremtrædende personlighedstræk kaldes en personlighedsforstyrrelse, når de giver anledning til tydelig dysfunktion, lidelse og indskrænket funktion.

Betegnelsen forstyrrelse betyder altså ikke en sygdom, man får, men er en angivelse af graden af, hvor fremtrædende, ekstreme, rigide og invaliderende personlighedstræk, man har.

I Danmark anvendes det diagnostiske system ICD10 til at diagnosticere psykiske lidelser. For at opfylde kriterierne for diagnosen personlighedsforstyrrelse skal den måde, man fungerer på psykologisk, give betydelige vanskeligheder og lidelse for én selv og for andre:

  • Vanskelighederne skal have stået på i lang tid, så længe man kan huske
  • Den måde, man fungerer på, skal være en integreret del af den måde, man oplever sig selv, svarende til, at man oplever: “sådan er jeg”
  • Man har ikke en anden akut lidelse, som kan forklare forstyrrelserne i den måde, man fungerer psykologisk

Det er vigtigt at være opmærksom på, at forskellige personlighedstræk har betydning for, hvordan en psykisk lidelse fremtræder. Hvis en diagnostisk beskrivelse ikke medtager grundlæggende personlighedstræk, risikerer man at overse deres betydning for den aktuelle psykiske tilstand, og så mangler man et vigtigt pejlemærke for at tilrettelægge en effektiv behandling.

Symptomer ved personlighedsforstyrrelser

  • Paranoid personlighedsforstyrrelse

Man har en mistroisk og vagtsom holdning til omverdenen og er sårbar over for afvisning og nederlag, som typisk vendes til vrede mod omverdenen. Man har tendens til mistolkning og overfortolkning af begivenheder, hvor det bliver omverdenen, der opleves som galt afmarcheret – uden at man har egentlige paranoide vrangforestillinger

  • Skizoid personlighedsforstyrrelse

Man har det svært med tæt kontakt til andre og en tendens til at isolere sig. Mange mangler initiativ og lyst og trækker sig følelsesmæssigt

  • Dyssocial personlighedsforstyrrelse (eller antisocial personlighedsforstyrrelse)

Man mangler empatisk evne og har en tendens til at bruge andre til egoistiske formål. Man mangler skyldfølelse og negligerer almindelige sociale regler for adfærd. Man er også være præget af manglende impulsstyring og voldelig, aggressiv adfærd. Eller afviser ansvar, finder fejl og skyld hos andre

  • Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse

Tilstanden har to undertyper, impulsiv type og borderline type. Ved impulsiv type man har svært ved at styre impulser og reagerer uoverlagt og voldsomt følelsesmæssigt. Man har svingende humør og ringe udholdenhed. Når man har en borderline forstyrrelse, har man især vanskeligheder i nære relationer til andre. Man har usikker identitetsoplevelse og følelse af indre tomhed – og nogle har selvdestruktiv adfærd

  • Histrionisk personlighedsforstyrrelse

Man har tendens til følelsesmæssigt overdrevne og dramatiske reaktioner. Man søger opmærksomhed og er følelsesmæssigt let påvirkelig og optaget af, hvordan man virker på andre. Nogle er forførende og samtidig flygtige i den måde, de søger kontakt med andre

  • Tvangspræget personlighedsforstyrrelse

Tilstanden er karakteriseret af, at man er forsigtig og har et ønske om kontrol. Man er samvittighedsfuldhed, perfektionistisk og optaget af detaljer – og mange er følelsesmæssigt rigide og svære at påvirke

  • Ængstelig (evasiv) personlighedsforstyrrelse

Man er ængstelig, usikker og føler mindreværd i sociale situationer og er meget følsom over for kritik. Det kan betyde, at man holder sig tilbage i forhold til at udfolde sig og være aktiv socialt

  • Dependent personlighedsforstyrrelse

Man er uselvstændig, afhængig af andre og kan have en tendens til at være passiv og undgå at tage ansvar. Mange har svært ved at være alene og klare sig selv


Let, moderat eller svær grad

Personlighedsforstyrrelser kan være af lettere, moderat eller sværere grad. Der er ikke en klar adskillelse mellem let, moderat og svær, og de lettere personlighedsforstyrrelser kan ikke klart afgrænses fra normalområdet.

Man vurderer forstyrrelsens sværhedsgrad ud fra, hvor invaliderende forstyrrelsen er for den måde, man fungerer psykologisk. Det vil sige i hvor høj grad, man er i stand til fx, at:

  • Koncentrere sig og lære og forstå
  • Fungere følelsesmæssigt nuanceret
  • Mentalisere og reflektere (det vil sige evnen til at tænke over og forstå andres og eget indre psykiske liv)
  • Se sig selv som en afgrænset person (identitetfølelsens stabilitet)
  • Indgå i nære relationer
  • Opretholde en følelse af positivt selvværd
  • Kontrollere og regulere impulser
  • Tilpasse sig og modstå pres
  • Observere sig selv (også kaldet psykologisk mindedness)
  • Konstruere og bruge indre standarder og idealer i mødet med omverdenen (et slags indre moralsk kompas)
  • Opleve og skabe mening og hensigt

Kilde: Psychodynamic Diagnostic Manual, 2015


Årsager: hvorfor udvikler man personlighedsforstyrrelse?

Vores personlighed dannes og udvikles op gennem vores barndom og ungdom og formes på baggrund af et samspil mellem genetisk disposition og miljømæssige faktorer.

Man kan være disponeret for visse personlighedstræk eller temperamenter, som gives videre gennem gener. Stabiliteten og kvaliteten af nære relationer i familien og kvaliteten af forældreskabet er i samspil med den arvelige disposition med til at skabe vores personlighed og grundlaget for en eventuel personlighedsforstyrrelse.

For den enkelte er det mange forskellige faktorer, som i et kompliceret samspil danner baggrund for udvikling af personlighedsforstyrrelse; men det er dokumenteret, at traumatiske forhold og begivenheder i barndommen som fx seksuelle overgreb øger især risikoen for at udvikle emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, også kaldet borderline. Det genetiske kan betyde en sårbarhed over for at udvikle personlighedsforstyrrelse, og livssituationer kan igangsætte den udvikling.

Diagnosen personlighedsforstyrrelse blev tidligere først stillet efter det 17-18 år. Børn kan have trivselsproblemer, psykiske symptomer og adfærdsforstyrrelser, som de vokser fra. Aktuelt er der dog forskningsmæssigt belæg for, at man allerede kan identificere vanskeligheder, der kan karakteriseres som udtryk for personlighedsforstyrrelse, så tidligt som ved begyndelsen af puberteten.

Behandling: personligheden kan udvikle sig

Personlighedens funktion er plastisk og kan udvikle sig, også gennem terapi. Men det tager tid. Mennesker med en personlighedsforstyrrelse har tit store vanskeligheder i det daglige og i deres forhold til andre. Det kan behandles. Men ændringer i den måde, vi reagerer på, som er integreret i hele personlighedens funktion, kræver i nogle tilfælde længerevarende terapi.

Der findes flere dokumenteret virksomme behandlinger for personlighedsforstyrrelser. Psykodynamisk psykoterapi – kortere eller længerevarende, dialektisk adfærdsterapi og kognitiv terapi har vist god effekt. Flere undersøgelser viser, at længerevarende psykodynamisk behandling er mest effektiv for de mest komplicerede psykiske forstyrrelser, herunder også personlighedsforstyrrelser. Bedringen varer ved, og hos nogle øges effekten af behandlingen over tid (Alberdi, Rosenbaum, 2017).

Hvis man oplever at have tilbagevendende og betydelige vanskeligheder i sin hverdag, fx i sit forhold til andre mennesker eller arbejdsmæssigt, kan man overveje at søge psykoterapeutisk hjælp. Vejen til behandling går typisk gennem egen læge, der kan henvise til en specialist, det vil sige en psykolog, som er specialist i psykoterapi og psykopatologi, eller en specialpsykolog.

Adgangen til længerevarende behandling inden for det offentlige behandlingssystem er begrænset. Den offentlige sygesikring giver tilskud til kortere terapi af depressive reaktioner eller angstsymptomer, længerevarende psykoterapi tilbydes kun i privat regi og ved egenbetaling.

Medicin

Der findes ingen medicinsk behandling, som kan ændre de generelle, grundlæggende dysfunktioner, som karakteriserer personlighedsforstyrrelser.

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Borderline