Emne: Spiseforstyrrelser

Forældre er vigtige, når spiseforstyrrelser skal behandles

Når man har et barn, der lider af en spiseforstyrrelse, kræver det rigtig meget af forældrene. Udover, at man skal være en støttende forælder, så er man også en stor del af behandlingen. Derfor er det vigtigt at opsøge hjælp og støtte – også som forældre.

Psykisk lidelse
Illustration: Getty Images

Mange unge, der får en spiseforstyrrelse, er mellem 14 og 25 år, og som forælder er du måske en af de første, der opdager, at dit barn har ændret sine spise- og motionsvaner. Måske oplever du, at dit barn pludselig bliver ekstremt optaget af sit udseende og på forskellige måder forsøger at kontrollere vægten gennem kost og motion. Som forælder kan det være svært at vide, om barnet eller den unge blot er blevet mere fokuseret på at spise sundt og har ændret spisevaner, eller der er tale om en egentlig spiseforstyrrelse.

Sygdommen styrer, hvordan der skal snydes, så forældrene ikke opdager, at madpakken ikke bliver spist. Eller at de mange venindeaftaler i stedet er besøg i fitnesscentret.

Forstå den unge bedre

Pludselige ændringer i form af at spise vegetarisk, vegansk eller at følge forskellige slankekure kan være et dække over en begyndende spiseforstyrrelse. Men det behøver det ikke at være. 

Hvis du er bekymret for, om dit barn er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, er det vigtigt, at du først og fremmest taler med dit barn og prøver at finde ud af, hvordan dit barn eller den unge egentlig trives. Hvordan går det i skolen og med vennerne? Børn og unge kan tit have meget svært ved at formulere, hvordan de egentlig har det – men prøv alligevel.

Det er derfor af væsentlig betydning, at forældre allerførst er opmærksomme på, om deres barn trives i skolen, i sociale sammenhænge og i familien, eller om barnet begynder at ændre adfærd enten socialt, spisemæssigt eller ved at overmotionere.

Sygdommen tager over

Ikke alle unge med begyndende spiseforstyrrelser isolerer sig. Mange er meget optaget af være populære og være til rådighed for andre, når der opstår problemer. Så for at tilfredsstille alle andres behov kan de ofte have en meget fyldt kalender, der bugner af sociale aftaler. Bag disse krav til sig selv ser vi ofte i arbejdet med unge med spiseforstyrrelser, at der er tale om, at barnet eller den unge har et lavt eller ustabilt selvværd, og at de føler. at de mange udfordringer er rigtig svære at tackle.

Omvendt oplever de unge, at de ofte er rigtig gode til at kontrollere deres spisemønster – dét er de dygtige til. De kan følge en bestemt kostplan, motionere mange gange i løbet af en uge, eller kaste op og tage slankemidler. På det område oplever de, at de kan være helt perfekte. Med tiden bliver kravene til kost og motion det allervigtigste i deres liv.

I begyndelsen oplever den unge ofte spiseforstyrrelsen som en ven, der hjælper den unge til at kontrollere spisningen og motionen. Men jo mere den unge taber sig – jo mere tager spiseforstyrrelsen over. Den bliver for de fleste til en forfærdelig krævende indre stemme, der styrer hele deres liv og reducerer tilværelsen til tanker om mad, vægt, kilojoule, motion og udseende.

Sygdommen styrer, hvordan der skal snydes, så forældrene ikke opdager, at madpakken ikke bliver spist. Eller at de mange venindeaftaler i stedet er besøg i fitnesscentret. At de langvarige brusebade skjuler lyden af opkastninger – eller at grunden til, at vandet skal være koldt, er, at den afkølede krop bruger flere kalorier på at genoprette den normale temperatur.

Forældre er en vigtig støtte i kampen

Alle mennesker har brug for at mærke, at de bliver holdt af, anerkendt og elsket. Derfor er det vigtigt, at forældre arbejder på at opretholde et kærligt miljø. Samtidig er det godt at være bevidst om, at unge med en spiseforstyrrelse har brug for støtte i kampen mod sygdommen.

Det kræver, at man som forældre sørger for, at den unge får hjælp. Fx kommer til læge, får samtaler med en sundhedsplejerske eller bliver henvist til behandling i psykiatrien. Når forældre beslutter sig for, at der er behov for professionel hjælp, vil den unge typisk ikke selv have nogen erkendelse af at have en spiseforstyrrelse. Det er snarere sådan, at den unge først erkender sygdommen i glimt i takt med, at han eller hun bliver mere og mere rask. Mange pårørende vil derfor opleve, at den unge reagerer med ekstrem vrede og afvisning i forbindelse med kontakt til behandlingssystemet. I mange familier bliver vrede og afvisning derfor en del af hverdagen igennem hele behandlingsforløbet.

En aktiv del af behandlingsforløbet

Behandling af spiseforstyrrelser vil ofte indebære, at forældrene må påtage sig et meget stort ansvar for, at deres barn spiser regelmæssigt og tilstrækkeligt til, at barnet eller den unge kan indhente vægt og undgår at overspise, kaste op og overmotionere. 

Familier er forskellige, og derfor findes ikke en enkelt opskrift på, hvordan man bedst kan støtte sit barn i at blive rask. Mange forældre lader sig ikke styre af den unges vrede og tilsyneladende afvisning. De formår at vise deres omsorg og interesse for deres barn og samtidig fastholde krav til regelmæssig spisning og vægtøgning.

Andre bliver skræmte af deres barns vrede og afvisning og undlader måske at fastholde, at en kostplan skal følges, for at barnet kan blive rask. Det er forståeligt, men det hjælper ikke barnet. 

Vi anbefaler, at forældre, i det omfang det er muligt, forsøger at fastholde deres hidtidige hverdag. Både for selv at få energi ved at beskæftige sig med andet end behandling, men også for at spiseforstyrrelsen ikke bliver styrende for al aktivitet i familien.

Hjælp til forældre i behandlingsforløbet

Forældre bliver som regel inddraget meget aktivt i behandlingen af deres barns spiseforstyrrelse, enten i form af at deltage i spisning og samtaler – eller tilbud om arrangementer med oplæg og samvær med andre pårørende. Mange forældre klarer de store udfordringer, der er forbundet med at have et barn med en spiseforstyrrelse, men de fleste vil opleve, at det er en stor belastning at være mor eller far til et barn, der lider af fx anoreksi eller bulimi – og nikke genkendende til, at det både påvirker dem selv, parforholdet og det sociale liv.

Forældrene vil opleve: 

  • Krævende opgaver
  • Smertefulde oplevelser
  • At spiseforstyrrelsen kan påvirke hele familielivet
  • At de selv bliver usikre
  • Og mange vil få skyldfølelse

De fleste forældre føler sig meget alene med de mange nye og krævende udfordringer, og mange magter ikke sideløbende at passe deres arbejde, dyrke fritidsaktiviteter eller mødes med venner og bekendte. Vi anbefaler, at forældre, i det omfang det er muligt, forsøger at fastholde deres hidtidige hverdag. Både for selv at få energi ved at beskæftige sig med andet end behandling, men også for, at spiseforstyrrelsen ikke bliver styrende for al aktivitet i familien. Samtidig er det også meget vigtigt, at forældre er gode rollemodeller for deres børn, så de oplever, at livet som voksen er værdifuldt og givende.

Søskende – der skal også være plads til mig 

Mange søskende bliver meget påvirkede af, at deres bror eller søster lider af en spiseforstyrrelse. De kan –  som også forældrene – opleve medfølelse, vrede, angst og afmagt. Samtidig oplever mange, at der ikke er så meget plads til dem i familien, fordi lidelsen fylder så meget.

Forældre forsøger som regel at forholde sig til alle deres børn, men i perioder kan det være en så stor udfordring, at det ikke lykkes så godt, som de gerne ville det.

Det er vigtigt at prøve at afsætte tid til i fred og ro at tale med børnene og fortælle lidt om, hvad du selv tænker om situationen. Om den spiseforstyrredes mange følelsesmæssige udsving og den ændrede adfærd, de alle er vidne til. Hvad betyder det for familielivet? Ved at lytte til forældrenes tanker og oplevelser, bliver det tit lettere for børnene at forholde sig til deres egne tanker og følelser.

For søskende er det en stor udfordring at finde en god balance mellem – bare at være søskende, at hjælpe og støtte – og samtidig stille relevante krav om, at egne behov og grænser bliver respekteret.


Noget af det vigtigste for forældre, der har et barn med en spiseforstyrrelse, er: 

  • At I er enige i de aftaler, I indgår med den unge 
  • At du er tydelig i din kommunikation
  • At ændringer i aftaler kun indgås efter fælles aftaler med begge forældre
  • At være opmærksom på, at spisetider overholdes
  • At vide, at det at snyde er en del af spiseforstyrrelsen
  • At huske at interessere sig for andre aspekter af barnets liv end spiseforstyrrelsen
  • At spørge til, hvordan spiseforstyrrelsen fylder i forskellige situationer
  • At acceptere, at livet i en periode vil være præget af barnets spiseforstyrrelse og jeres kamp mod den
  • At acceptere, at det at blive rask er en lang proces

Det er nødvendigt at være tålmodig og have øje for de små fremskridt – og måske være med til at formulere nye realistiske delmål.

Forældre har også brug for hjælp og støtte

Mange forældre oplever, at de skal spille en stor og aktiv rolle i behandlingen af barnets eller den unges spiseforstyrrelse, og det kan være svært at passe sit øvrige liv og arbejde samtidig. Der findes forskellige orlovsmuligheder, når man har et alvorligt sygt barn. Det kan også være hjælpsomt at kontakte kommunen, en patientforening eller sin praktiserende læge. Forældre har fx også mulighed for at blive henvist til en psykolog. Nogle steder i psykiatrien og i visse kommuner tilbydes der også samtalegrupper for søskende, der har en bror eller søster, der lider af en spiseforstyrrelse. Behandlingstedet vil formentlig kende til muligheder tæt på.

Du kan også finde mere information her:
Borgerservice
LMS – landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade

 

 

  • Var artiklen nyttig for dig?
  • Ja   Nej
Pårørende Spiseforstyrrelser